GAFFA.dk - Alt om musik
Projektet har til formål at genstarte den aarhusianske musikscene og at bidrage til at positionere Aarhus som musikby
Næste år sætter Music City Aarhus 2022 hårdt ind på at få pustet liv i musikken i Aarhus. Fra den 1. juli i år bliver det muligt at ansøge om tilskud fra de to puljer, som Music City Aarhus har oprettet. Puljerne uddeler støtte til musikprojekter under to særlige fokusområder, nemlig vækstlag og talentudvikling, og samarbejdsprojekter mellem byens mange etablerede aktører. Puljerne indebærer i denne ansøgningsrunde projektmidler for 2,5 millioner kroner.
Den første pulje fokuserer på vækstlaget, der i mange år har været kendetegnet for Aarhus’ musikliv. Line Tjørnhøj, der er komponist i og medlem af kurateringsgruppen for vækstlagspuljen, fortæller: “Vi håber i kurateringsgruppen for vækstlagspuljen på at komme til at se nogle nytænkende og overraskende projekter, der virkelig viser, hvor farvefuldt og kraftfuldt et musikalsk centrum Aarhus er.”
Den anden pulje fokuserer på samarbejdet mellem de allerede etablerede aktører på den aarhusianske musikscene, der i høj grad har lidt under coronaens tag på kultursektoren. Jesper Mardahl, der er sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022, fortæller: “Det er musikbyårets opgave at løfte alle afkroge af musiklivet. Når det kommer til de etablerede aktører, håber vi på, at puljen kan give anledning til at realisere nogle drømme, som har ladet vente på sig det seneste halvandet år.”
Bag projektet er interesseorganisationen Music City Aarhus 2022. Organisationens vision er at fokusere et helt år på at genstarte byens musikliv, skabe fælles oplevelser for byens borgere og styrke de mange aktører, både på, foran og bag scenen for at bidrage til at positionere Aarhus som musikby. Projektet blev annonceret i januar 2020, altså kort før coronakrisen.
Det er muligt at ansøge om puljerne fra 1. juli til 1. september via en ansøgningsformular, der kan findes lige her. Projekterne udvælges af to uafhængige kurateringsgrupper gennem ansøgningsprocessen.