GAFFA.dk – alt om musik
Tessa og FVN kan opleves på den nye parkeringsplads syd for City2 i Høje Taastrup
Trods genåbning og udvidede muligheder for forsamlinger til udendørs koncerter offentliggør Høje Taastrup en drive-in-koncert 7. august, der skal understrege bydelens interesse for kultur og liv på den nyanlagte parkeringsplads. Tessa, der har lokale rødder på Vestegnen, er sat til at spille som hovednavn på pladsen. Her supportes hun af rapperen FVN, der i disse dage er med til at definere P3's musikflade.
Et forsigtighedsprincip
Offentliggørelsen af denne drive-in-koncert står med det ret restriktive koncept ud i strømmen af de øvrige koncertafsløringer, der ellers fylder i disse dage. Koncerter, der som følge af genåbningen og det hævede maksantal for større udendørs arrangementer bærer præg af større sektioner, hvor publikum kan færdes frit uden mundbind.
Spørger man arrangentets medarrangør Lars Bloch, chef for Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup, hvorfor de alligevel benytter sig af drive-in konceptet, siger han til GAFFA:
– Er vi damn sure på, at vi ikke får flere restriktioner til august? Det er jo, på trods af lysere tider, ikke til at sige. Så det er et forsigtighedsprincip. Og det er for ikke at skuffe folk, at vi gør det sådan.
Samtidig fortæller arrangøren at der, såfremt virkeligheden tillader det, bliver mulighed for at lade gæsterne være udenfor bilerne:
– Vi er åbne for mulighederne for, at folk ikke nødvendigvis behøver at være i bilerne, fortæller han.
Og spørger man, om der, trods genåbningen, stadig er publikum for dette koncept, tøver han ikke:
– Vi tror afgjort, at der er et publikum for det. Det er vores indtryk, at folk er mere end klar til at komme ud til koncerter lige nu, uanset hvordan de skulle tage sig ud.
Tessa drive-in koncert med support af FVN afholdes i Høje Taastrup C den 7. august 2021 kl. 14.00 på den nye parkeringsplads syd for City2 (P16) – udenfor Lidl, Silvan og Rød indgang. P-pladsen åbner kl. 10 og lukker for indgang kl. 13.30. Billetter kan købes via hjemmesiden højetaastrupc.dk – prisen pr. personbil er 250 kr. + gebyr. Der må max. være fem personer pr. bil, og varevogne samt cabrioleter er ikke tilladt.
Varm op med videoen til "Blæstegnen" featuring Orgi-E – optaget netop omkring City2 og med gæsteoptræden af blandt andre Helle Thorning-Schmidt.
LÆS OGSÅ: OPDATERET OVERBLIK: Disse festivaler og musikevents kan du opleve denne sommer