GAFFA - alt om musik
Artigeardit er den næste stjerne i Samsung Music Galaxy. Det 24-årige dansk-albanske talent fra Mørkhøj er en af de absolut mest omtalte og talentfulde artister, der lige nu findes på den danske hiphop-scene. Artigeardit udgav i 2018 sit debutalbum Vildedage og fik sit gennembrud samme år med sangene ”Værformig” og ”Voicemail”. Siden har han haft adskillige millionstreamende hits, blandt andet ”Ses senere”, ”Lov mig 1 ting” og ”Elvis”, han har spillet for udsolgte huse i hele Danmark, og i 2020 var han nomineret til P3-Prisen. Dette forår skulle han have givet sin første koncert i KB Hallen. Corona-restriktionerne kom desværre i vejen, men Artigeardit har planer om snart at tage på turné igen.
Ardits tekster fortæller historier fra hans liv på både godt og ondt, og han er ikke bange for at vise sine fejl eller være selvironisk. Måske er det derfor, han går rent ind hos sine mange fans, der har fundet et idol, de kan relatere til.
Vi har fanget rapstjernen med det borgerlige navn Ardit Aliti for at høre nærmere om samarbejdet med Samsung Music Galaxy.
– Jeg er jo født og opvokset med rappere, der har lavet sådan nogle major deals, og jeg har altid syntes, at det var sejt. Når et så stort, tjekket firma gerne vil have med dig at gøre, så er det jo ligesom et kvalitetsstempel på, at man gør noget rigtigt. Det er fedt for mig og giver selvfølgelig eksponering. Det er superfedt, at de gider gøre det med mig, siger Artigeardit.
Hvad kan vi forvente af jeres samarbejde?
– Meget af det, som jeg har lavet, har været meget Artigeardits stil, og det bliver det selvfølgelig også med det her Samsung-samarbejde, men det bliver nok lidt mere tjekket. Med snorlige produktioner og videoer, og hvad man nu kan forestille sig, når man arbejder med så stor en coporation. Så har de jo også nogle retningslinjer, man skal følge, og det har jeg ikke så meget imod, for jeg kan jo godt lide at prøve ting, som jeg ikke har prøvet før. Så det bliver spændende.
Samarbejdet bliver indledt den 3. juni med en Samsung Music Galaxy Livestream-koncert, hvor Ardit blandt andet vil præsentere helt nye sange, afslører han. Du kan tilmelde dig Livestream-koncerten her.
– Vi kommer både til at spille noget ny musik og noget gammel musik. Det bliver super stilet, og vi kommer til at lave noget forskelligt med nogle fede setups. Både med nogle gamle klassikere, som jeg ved folk kan lide, og noget af det nye, som vi er i gang med at arbejde med. Så det glæder jeg mig helt vildt meget til, og jeg er sikker på, at folk kommer til at kunne lide det.
Artigeardit er aktuel med singlen ”Som du vil”, og som med mange af hans andre sange er den baseret på hans eget liv, fortæller han.
– Det kommer ofte, hvis jeg er i studiet og hører et beat. Da jeg hørte ”Som du vil”-beatet, tænkte jeg med det samme kærlighed og kvinder. Det var ligesom den vej, beatet skubbede mig hen. Og derfra tager jeg så personlige historier, og hvad jeg nu har oplevet i mit liv, og så binder jeg det hele sammen til en samlet sang.
Hvad har du på programmet i 2021?
– Programmet kommer til at ligne mit program fra de andre år. Det står på en hel masse musik og forhåbentlig mange shows, når vi kommer lidt længere frem i året. Så bare arbejd, arbejd.