Nyhed

Flot og minimalistisk musikvideo fra danske FABER

GAFFA.dk - Alt om musik

Roligt tempo og milde farver i sangerens nye video

I dag er der premiere på sangeren Fabers musikvideo til singlen ‘’Alle os på landet’’, der udkom forrige uge, den 7. maj. Nummeret er den første single fra hendes kommende album Portrætter

Med nummeret ønsker Faber, at man føler sig rummet i sin sorg over, at en relation slutter. På “Alle os på landet” er inderlige og sårbare følelser suppleret af humor og sarkasme. Fabers fine tekst tager sin plads og får lov at fylde hen over den minimalistisk musikvideo. 


Bag Faber er den københavnske sanger, sangskriver og producer Viola Faber, der blandt andet blev præsenteret i GAFFAs "Hold øje med"-sektion i efteråret. Hun har allerede haft succes med nummeret “Bjerge i brand”, fra 2020-ep’en Græder rigtig pænt. 

“'Alle os på landet' er en sang om forelskelse. En glansbilledehistorie, der går op i røg. Den handler om at have så mange forventninger til, hvad en relation skal blive til, at man i stedet for at nyde relationen forbereder sig på at blive skuffet fra begyndelsen”, fortæller Faber selv om nummeret, og tilføjer:

“At man, når man ser tilbage på relationen, kan fornemme, at man ikke har været den eneste, der har haft drømme og forhåbninger om at sidde i et lille hus på landet med personen, sylte sine egne hjemmedyrkede agurker og kigge hinanden dybt i øjnene”.


Se musikvideoen til Fabers “Alle os på landet” lige her:

Artiklen fortsætter efter videoen


 

Om sit kommende album, Portrætter, fortæller Faber følgende:

“Mit kommende album kommer til at bestå af 12 “portrætter”. Ligesom de andre numre på pladen er dette nummer også et portræt. Det bliver et album, som både har en ironisk distance til sig selv, og som oveni er det mest intime og ærlige, jeg har lavet. Attituden der er i “Alle os på landet” tror jeg giver et meget godt billede af, hvilken følelsesmæssig rutsjetur albummet kommer til at tage en med på”.

Læs også: HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget

ANNONCE