Nyhed

Nibe Festival er aflyst

GAFFA.dk – alt om musik

Også Nibe Festival aflyser oven på nattens genåbningsaftale. Festivalen skriver på Facebook:
 
"Så kom den frygtede udmelding. Forsamlingsforbuddet og andre corona-relaterede restriktioner har gjort, at Nibe Festival – og mange andre store kulturelle begivenheder denne sommer - ikke kan afvikles.
 
'Vi har kæmpet for det, og troet på det, og de seneste uger mest af alt håbet på det. Det håb blev mindre, da ekspertgruppen for få dage siden meldte deres anbefalinger ud. NU er det så en realitet, at vi ikke kan afholde vores elskede festival til sommer. Nibe Festival 2021 er aflyst.'
 
'Det er selvfølgelig voldsomt trist og frustrerende, at vi er så tæt på forløsningen, men alligevel har tabt kapløbet med tiden. Ligeledes, at genåbningsplanen udfordrer os udendørsarrangører hele sommeren – også i mindre formater, udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.
 
Datoen for Nibe Festival 2022 er allerede fastlagt. Skalskoven fyldes med tusindvis af garanteret musik- og fællesskabshungrende gæster i dagene d. 29. juni – 2. juli 2022.
 
'Vi håber virkelig, at folk vil overføre deres billet til 2022. Det vil få en stor betydning for festivalen. Vi skriver derfor i løbet af kort tid ud til samtlige billetkøbere med en kæmpe opfordring til at beholde billetten', forsætter Peter Møller Madsen.
 
Det er selvfølgelig også muligt at lave en billetrefusion, hvis billetkøberen ønsker det, men det har en afgørende betydning for festivalen, kulturen og foreningslivet, at så mange som muligt vælger at overføre billetten til 2022."
 
Aflysningen kommer, efter at hovedparten af Folketingets partier i nat aftalte en genåbningsplan, der blandt andet bestemmer, at festivaler maksimalt må have 2000 gæster i sektioner på 200 personer frem til den 1. august. Festivalens kapacitet er cirka 16.000 gæster.

Aflysningen kommer ikke som den store overraskelse, da den tidlige del af genåbningsplanen følger ekspertgruppens anbefalinger, som blev afleveret 23. april. Roskilde skulle have været afholdt 30. juni-3. juli.

LÆS OGSÅ: Ny genåbningsaftale: Det ser sort ud for festivalerne

 
ANNONCE