Nyhed

Nu får de kreative flere mobile værktøjer

GAFFA.dk – alt om musik

Ny smartphone gør det muligt at sammenkoble den med et videokamera og derved kombinere de to teknologier til at skabe endnu bedre indhold, både når det kommer til billeder og video.

Mobilen er ofte de kreative indholdsskaberes foretrukne værktøj, når der skal produceres såvel billeder som video. Men en smartphone har også sine begrænsninger, og en ny smartphone fra Sony, Xperia PRO, lover at gøre det muligt at udnytte både de muligheder, der er i et rigtigt videokamera og dem, der ligger i brugerens smartphone.

Derfor har Sony udstyret den nye smartphone med en hdmi-idgang, så den kan sluttes til et videokamera via den forbindelse. Den understøtter også 5G-datalink, så det er muligt at livestreame video, og ikke kun den video, mobilen optager, men også den som det tilkoblede videokamera optager. Det kræver godt nok en tredjepartsapp, men muligheden er der altså.


Herudover kan indholdsskaberen også vælge at bruge mobilen, der har en 6,5” OLED-skærm, som ekstern monitor til videokameraet, hvorfra det også er muligt at justere lysstyrke, zoom, gitterlinjer og flere andre ting.

Når det kommer til de kreative muligheder, får fotografer mulighed for at lave serieoptagelser med 20 billeder i sekundet og optage 4K-videoer både i real-tid og slowmotion.

For dem der går op i objektiverne, oplyser Sony, at Xperia PRO er udstyret med Zeiss-optikker, udviklet og kalibreret specifikt til Xperia. Objektiverne er på 16mm ultravidvinkel, 24mm vidvinkel samt 70mm teleobjektiv.


Batteriet er på 4.000 mAh, hvilket måske virker stort, men som mere er standarden i dag. Og med de mange muligheder for at være kreative med den nye smartphone virker det, som om batteriet måske er lige i underkanten af, hvad det burde have været.

Mobilen dukker op hos forhandlerne i midten af maj, og du skal have den store pengepung med, hvis du vil investere i det. Sony selv oplyser, at prisen kommer til at ligge på 18.990 kroner.

LÆS OGSÅ: Gameren skal også have gode lydoplevelser


ANNONCE