Nyhed

Esbjerg Fuzztival 2021 klar med headliner

GAFFA.dk – alt om musik

Det svenske doom metal-band Monolord bliver årets hovednavn

Efter en hård vinter, hvor hele kulturbranchen holdt vejret, baner regeringens genåbningsplan vejen for, at Esbjerg Fuzztival 2021 kan formentligt afholdes som planlagt.

I forbindelse med dette offentliggør festivalen deres absolutte headliner i form af det svenske doom metal-band Monolord, der må siges at være et scoop for den lille festival på vestkysten. Monolord spiller på Esbjerg Fuzztival den 22. maj.


Esbjerg Fuzztival skriver i deres pressemeddelelse: ”Monolord har i snart et årti lagt sig tungt i førersædet som ét af de absolut største bands inden for genren, og med fire velsælgende albums i bagkataloget og et femte på vej kan Danmark se frem til en tung, tung sommer! Bandet er kendt for deres lange turnéer verden rundt og et hæsblæsende liveshow, hvor alting bliver skruet op på 11. De er godt kendt i Danmark, hvor de jævnligt har besøgt de danske spillesteder, særligt i København, og har leveret den ene udsolgte koncert efter den anden.”

Derudover udtaler talsmand for Esbjerg Fuzztival, Bo Sejer: ”Vi har fra starten snakket om at få Monolord til festivalen som et af de højdepunkter, vi kunne se frem til, og er på et punkt, hvor vi føler, at vi har etableret en festival med et solidt fundament i miljøet. Efter at have leveret, som nogle af de eneste i verden, i 2020, kom vi for alvor på landkortet og på radaren ved de store genrebands, og ikke mindst ved publikum. Vi bliver lige nu dagligt bombarderet med beskeder fra folk fra hele verden, der spørger til, hvordan de kommer til Esbjerg. Lige nu venter vi bare på, at grænserne kan åbne op, så vi kan få verden til Esbjerg.”

Dertil tilføjer Thomas Sørensen, der sammen med Bo Sejer udgør chef-duoen for Esbjerg Fuzztival: ”Var man med i 2020, så ved man, hvad man skal forvente i 2021. Det bliver ikke festivalsommer, som vi kender det: Det bliver med al sandsynlighed sid-ned koncerter, med begrænset antal publikum, og det bliver helt sikkert med mundbind. Det kommer vi nok ikke udenom til maj. Og så forventer vi også helt klart, at det kræver et Corona-pas, eller i hvert fald dokumentation for COVID-19-tests, for at kunne deltage. Men vi beviste klart tilbage i september 2020, at man sagtens kan afholde et arrangement af vores størrelse uden smitterisiko, og det forventer vi at kunne bevise igen til maj.”


Med Monolord på plakaten kan den lille to-dages rockfestival i Esbjerg præsentere et næsten fuldt line-up bestående af 13 europæiske bands, hvoraf der nu kun mangler at blive præsenteret et enkelt navn. Ud over Monolord kommer følgende kunstnere til Esbjerg Fuzztival 2021: Greenleaf, Vokonis, Purple Hill Witch, Besvärjelsen, Hazemaze, Kryptograf, Free Ride, The Goners, Occult Hand Order og Vestjysk Ørken.

Samtidigt vil der i maj bliver lanceret den officielle Esbjerg Fuzztival-øl, i samarbejde med brygmesteren ved Fanø Bryghus.

Esbjerg Fuzztival forventes at blive afholdt den 21. og 22. maj 2021, så frem at regeringens genåbningsplan forløber som planlagt, og at grænserne som minimum genåbnes uden restriktioner for erhverv, således at bands kan spille i Danmark uden først at gå 14 dage i karantæne.


LÆS OGSÅ: Esbjerg Fuzztival i pandemiens skygge i Vestjyllands hovedstad

Find flere informationer om Esbjerg Fuzztival lige her  

Køb billetter til Esbjerg Fuzztival lige her

Varm op med Monolords "I'm Staying Home":

ANNONCE