Nyhed

Mumford & Sons-medlem tager timeout efter hyldest til kontroversiel forfatter

GAFFA.dk - alt om musik

Winston Marshall er kommet i modvind efter at have rost kontroversiel forfatter

Mumford & Sons' guitarist og banjospiller Winston Marshall tager en pause fra det britiske folkrockband efter hyldest-tweet til kontroversiel forfatter, skriver Consequence of Sound.

Lørdag tweetede Marshall til den kontroversielle journalist og forfatter Andy Ngo og roste ham for hans bog Unmasked: Inside Antifa's Radical Plan to Destroy Democracy. Han kaldte Ngo for en "modig mand" og skrev, at han omsider var færdig med at læse denne "vigtige bog". Tweetet blev senere slettet. 


Ngo har gjort sig bemærket for at advare om vold fra den politiske venstrefløj. Meget af indholdet af hans nye bog er dog blevet kritiseret for at være ensidigt og partisk, og Ngo er blevet kaldt højreradikal. Selv har han i podcasten Joe Rogan Experience beskrevet sig selv som centrum-højre-orienteret.

Marshalls boghyldest fik mange til at reagere, og kritikken af ​​ham har været massiv. Nu meddeler han, at han tager en pause fra bandet. På Twitter skriver han:

"De seneste dage har jeg bedre forstået den smerte, jeg har forårsaget ved at anbefale denne bog. Jeg har ikke kun fornærmet mange mennesker, jeg ikke kender, men dem, der er mig nær. Inklusive mine bandkammerater, og det er jeg så ked af. Som en konsekvens heraf vil jeg tage en pause fra bandet og undersøge mine blinde vinkler." 


"Lige nu skal I vide, at jeg er blevet klar over, hvordan min anbefaling kan ses som en tilslutning til en hadefuld, splittende adfærd. Jeg undskylder, det var ikke min hensigt."

Mumford & Sons er også tidligere havnet i politisk uro. I 2018 postede Marshall og bandkammeraterne Ben Lovett og Ted Dwane et foto fra deres studie sammen med den kontroversielle psykolog, konservative debattør og forfatter Jordan B. Peterson, hvilket vakte kritik.

LÆS OGSÅ: KARANTÆNE-TV: Marcus Mumford fra Mumford & Sons giver akustisk session

 


 

 

ANNONCE