Nyhed

Ravi Kuma skal spille til onlinekoncert i Berlin

GAFFA.dk – alt om musik

Den danske duo er ét af tre navne på programmet 

På søndag den 7 marts skal Ravi Kuma, bestående af Aske Knudsen og Sharon Kumaraswamy, optræde til den tyske festival JENSEITS VON NELKEN UND PRALINEN Festival 2021.

Festivalen er en årlig begivenhed, der fungerer som en slags optakt til Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. Foruden Ravi Kuma vil der også være optrædener fra franske Tracy De Sá og spanske Santa Salut.


På grund af den globale corona-situation bliver begivenheden streamet fra klubben Gretchen i Berlin, og arrangementet kommer til at foregå som et interaktivt livestream, hvor seerne også kan ses af de deltagende til arrangementet på klubben:

“Din stue bliver dansegulvet. Med dit webkamera kan du gå ind i klubben via Zoom. Vi projicerer dig op på store skærme i klubben, så du vil være synlig for kunstnerne”, skriver arrangørerne.

“Vi tvivlede enormt meget på, om vi skulle spille til festivalen pga. COVID-19, men da vi ser en ret fed mulighed for os i at sprede vores musik til udland, så har vi valgt at køre til Berlin, spille en rockstar motherfucker koncert, og derefter naturligvis gå i isolation i Danmark”, fortæller Sharon.


Ravi Kuma skal ikke i isolation ved ankomsten til Berlin, da der eksisterer en særregel for kunstnere, der kommer til for at arbejde. 

Sharon deltog torsdag aften til GAFFA-Prisens efterfest, der kan streames på TV2 Play, sammen med gruppen Farveblind. Ravi Kuma og Farveblind har for nyligt samarbejdet på nummeret ‘’Horse’’ fra Farveblinds ep Mayhem, der netop er udkommet – til fem stjerner fra GAFFA.

Der er mere info på Facebook-begivenheden, og det er muligt at købe billet og se showet her.



Læs også: RAVI KUMA: Lyrisk naivitet med en brummen i hjertebarken

ANNONCE