GAFFA.dk – alt om musik
Der skal mere til at stoppe hitmageren
Den 26. november gav Benjamin Hav koncert på Gimle i Roskilde – en koncert, som rapperen i en video på Instagram omtaler som ”fuldstændig vanvittig.” Under koncerten skete der det uventede, at Hav brækkede sin fod, ifølge Ekstra Bladet da han hoppede ned fra scenen.
Og hvordan reagerer man så, når den slags uheld finder sted? Hvis man er Benjamin Hav, så bider man tænderne sammen, lader som ingenting og spiller videre gennem de sidste 60 minutter af koncerten.
”Lægen har lige kaldt mig en psykopat. Det har jeg aldrig prøvet før,” fortæller musikeren, som i videoen støtter sig med et sæt krykker, kækt.
Rapperen gennemførte da også koncerten den følgende aften i Store Vega – blot med foden i gips – for, som han selv siger:
”The show must go on.”
Artiklen fortsætter under opslaget
Vis dette opslag på Instagram
Hav er en herre, der sætter pris på den opbakning, han møder som musiker, og derfor er det ikke ligefrem underligt, at kunstneren i en times tid blev ved med at optræde for sine fans, smerterne til trods. For nylig udgav Hav singlen ”Cannelloni og Kød” som en hyldest til den store opbakning, han er blevet mødt med på sin aktuelle Danmarksturné.
”Der er ikke længere tale om koncerter. Det er familiefester. En familie af folk, der forstår, at livet handler om at hylde og fejre den ekstraordinære glæde. En ekstrem form for glæde, der bor i os alle, og kan vækkes hvis man giver slip, og deltager i livet,” udtalte Hav om nummeret i en pressemeddelelse.
Familien er også navnet på det band, der akkompagnerer rapperen på den aktuelle efterårsturné.
Er du fan af Benjamin Hav, kan du desuden se frem til musikerens optræden på Heartland Festival næste sommer.