Nyhed

Billie Eilish i populær børneudsendelse

GAFFA - alt om musik

Superstjernen optræder i Sesame Street

I sidste uge havde Billie Eilish sin debut i Disney-regi, da hun spillede karakteren Sally i en liveopsætning af Tim Burton-klassikeren The Nightmare Before Christmas i Los Angeles. Og nu er det så blevet annonceret, at den 19-årige superstjerne gæsteoptræder i det klassiske, amerikanske børneprogram Sesame Street.

Sesame Street havde premiere på amerikansk tv tilbage i 1969 og er skabt af Jim Henson, som også stod bag The Muppet Show. Henson selv døde i en alder af blot 53 år i 1990, men hans børneunivers har levet videre som en regulær institution inden for amerikansk børneunderholdning.


Sesame Streets 52. sæson har premiere på HBO den 11. november og får besøg af såvel Eilish som Anderson .Paak og Kacey Musgraves. Det er langtfra de første stjerner fra musikkens verden, som lægger vejen forbi Sesamgade for at hænge ud med Elmo og de andre elskelige karakterer fra det populære univers.

Tilbage i 1977 besøgte Paul Simon programmet, og siden har en lang række stjerner kigget forbi. Det gælder blandt mange andre Beyoncé, James Blunt, Bruno Mars, Janelle Monáe, Backstreet Boys, Wyclef Jean, Ellie Goulding, Dave Grohl og Chance the Rapper.

I 2022 besøger Billie Eilish vores breddegrader, når hun drager på en europaturné, som egentlig skulle have været afviklet i 2020, men blev udskudt på grund af COVID-19-pandemien. Der er ingen koncert herhjemme på programmet, så danske fans må en tur til Tyskland eller England for at opleve det amerikanske fænomen.


LÆS OGSÅ: Billie Eilish opfordrer til ”hurtig handling” forud for FN's klimakonference

ANNONCE