Nyhed

Kira & The Kindred Spirits genoplives – fejrer 20-års jubilæum

GAFFA.dk - alt om musik

Arrangementet finder sted til sommer 2022 på det københavnske spillested Rust

Det er snart 20 år siden, at Kira & The Kindred Spirits udgav deres debutplade Happiness Saves Lives. I denne anledning genforenes bandet og giver koncert på Rust i København den 2. juni 2022, og flere koncerter annonceres senere.

"Vi spillede vores debut koncert på Rust tilbage i 2002, kort tid efter Happiness Saves Lives blev sendt på gaden. Det var en stor aften, hvor alt var på spil for vores dugfriske orkester. Derfor bliver det særligt nostalgisk for os at vende tilbage til Rust med en fejring af 20 året for vores debutplade, som opvarmning til vores jubilæumsturné," fortæller bandet i en pressemeddelelse. 


Fans kan se frem til en aften med liveoptrædener af de bedste sange fra debuten samt de to øvrige udgivelser, som bandet nåede at lave, inden de gik fra hinanden i 2007. Kira & The Kindred Spirits nåede at spille over 450 koncerter i både ind- og udland i løbet af de seks år, bandet var aktive. De blev kendte for at være et af de stærkeste live-bands i Danmark i sin tid.

Debutalbummet Happiness Saves Lives blev til, da Kira Skov som 25-årig vendte hjem til Danmark efter otte turbulente år i London og Los Angeles. Materialet på debuten er råt og ufiltreret både i henhold til produktionen og performance, hvilket resonerer med Kiras tidlige ungdomsrejse. Ifølge en pressemeddelelse ser bandet stadig denne plade som deres svendestykke, da de selv stod for produktionen. Sange som "Save Me", "Losing You", "Kings Kitchen" og "Unimpressed" definerede deres lyd og sparkede for alvor deres karriere i gang.  

Da GAFFA anmeldte debutpladen tilbage i 2002, fik den fire stjerner. GAFFAs anmelder skrev blandt andet: "Kira har følsomheden og livets nedture siddende helt ude på tøjet som den absolut drivende katalysator. Både talentet og stilen fejler intet på debuten fra Kira And The Kindred Spirits"


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kira And The Kindred Spirits: Happiness Saves Lives

Bandet har været samlet for et par år siden, nemlig tilbage i oktober 2018, hvor Rune Kjeldsen blev tildelt Gudman Prisen. Ved denne lejlighed samledes Kira & The Kindred Spirits for første gang i 11 år. De afsluttede aftenen med en optræden, hvor de spillede fem sange. De spillede efterfølgende en enkelstående koncert på Vega i 2019.

Kira Skov har også været aktiv med sin solokarriere. Tilbage i maj måned 2021 udgav hun albummet Spirit Tree, der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der kaldte det "Magnetisk nyt fra skyggernes land". 


GAFFAs anmelder skrev også: "Selv siger Kira Skov, at hun – da Coronaen ramte verden og sendte alle i lockdown – blev ramt af en trang til at række ud med sin musik – til musikere og sangere, hun enten har arbejdet sammen med, kender eller beundrer på afstand og sammen med disse at skabe mening i en ellers meningsløs tid."

LÆS OGSÅ: Magnetisk nyt fra skyggernes land

Nu har Kira rakt ud til The Kindred Spirits, og danske fans får igen muligheden for at opleve dem, når de genopliver ånden fra en svunden tid på Rust. Du kan købe billetter til arrangementet lige her

Varm op til arrangementet med Happiness Saves Lives af Kira & The Kindred Spirits lige her:

ANNONCE