Nyhed

Ceres Park & Arena vil være landets mest bæredygtige koncertsted

GAFFA.dk - alt om musik

Den aarhusianske arena har til mål at mindske ressourceforbruget, når der skal afvikles koncerter. De vil nemlig være med til at vise vejen mod grønnere koncerter

Ceres Park & Arena vil øge fokusset på bæredygtighed ved at mindske ressourceforbruget, når der afholdes koncerter. Derfor vil den aarhusianske arena nu gå under overskriften "Ansvarlig Arena" med målet om at kunne tilbyde et af landets mest bæredygtige koncertsteder.

Ceres Park & Arenas eventchef understreger, at artister i dag har en stor interesse i at tage del i klimakampen, hvilket arenaen gerne vil støtte op om. 


”Vi ved, at mange artister er engagerede i kampen for klimaet. Men samtidig kan det være svært at leve op til de ønsker, når man tager på turné og er en del af en stor produktion – det vil vi gerne hjælpe både kunstnere og arrangører med. Vil vil derfor gerne tilbyde et spillested, der gør det nemmere at turnere og afholde store koncerter på en måde, der belaster klimaet mindre,” fortæller eventchef i Ceres Park & Arena Hanne Bisbo Stadsgaard i en pressemeddelelse. 

Ceres Park & Arena har siden 2020 haft øget fokus på bæredygtighed blandt andet ved at inddrage FN’s 17 verdensmål i deres overordnede strategi. Særligt målene om bæredygtig energi, ansvarligt forbrug og produktion bliver taget i betragtning.

”Vi gør allerede en del. Men vi skal finde ud af, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Hvordan kan vi tilbyde et mere bæredygtigt spillested? Det går vi nu i gang med. Dels for at følge med i de forventede øgede krav fra artisterne, men også fordi det for os er en naturlig ting i kølvandet på den bæredygtighedsvision, som AGF A/S – der driver Ceres Park & Arena – har lanceret, og som vi nu arbejder efter,” fortæller Anne Jensen, der er chef for branding og bæredygtighed i AGF A/S.


I løbet af efteråret skal Ceres Park & Arena stå for en række koncerter, herunder TV-2 i oktober og Jung til november. Disse koncerter er arrangeret i samarbejde med United Stage, der bakker op om de bæredygtige ambitioner. 

"Det er et område, der ligger mange af vores artister på sinde,  og de ved godt, at en stor turné ikke just er godt for klimaet på den måde, man har gjort det i årevis - så de leder også efter bedre og mere bæredygtige løsninger. Derfor glæder det os, når andre i branchen bakker op om den grønne dagsorden. Som arrangør er man afhængig af de faciliteter, der er til stede på de forskellige spillesteder," siger Jacob Ødegaard, der er operational director og booking agent hos United Stage, i en pressemeddelelse. 

Ønsket om at skabe grønnere koncerter ses også internationalt. Tilbage i 2019 offentliggjorde Coldplay, at de ikke ønskede at turnere så længe, at det ikke kunne gøres på en bæredygtig måde, skriver BBC. Nu har de ingået et samarbejde med BMW, der skal sørge for, at det verdenskendte, britiske band kan afvikle koncerter på strøm fra vedvarende energi samt turnere så carbon neutralt som muligt via BMW's elbiler og trucks.  


Det engelske band Massive Attack har også været nogle af de første til at indføre bæredygtige tiltag. De har blandt andet lavet et studie og en rapport i partnerskab med Tyndall Centre for Climate Change Research, skriver Pitchfork. Rapporten skal fungere som en guide til, hvordan man kan turnere med et mindre klimaaftryk. 

I pressemeddelelsen informeres det, at Ceres Arena er drevet på 100 procent grøn strøm fra vedvarende energikilder. Derudover er alle lamper og spots blevet udskiftet til LED i 2021, hvilket årligt sparer 100.000 kWh. Samtidig ønsker Ceres Arena at minimere spild og mindske forbrug, hvorfor der blandt andet er blevet udviklet et nyt affaldssorteringssystem i arenaen.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival arrangerer ny festival – om bæredygtig forandring

ANNONCE