GAFFA.dk - alt om musik
Malte Ebert, der netop nu er aktuel i tv-programmet Toppen af Poppen, bryder med fortidens rutiner og udgiver for første gang en dansk single i eget navn
Malte Ebert har tidligere forbeholdt danske sangtekster til sit alias, Gulddreng. Tidligere på året udgav Malte sin debut-ep, Summer Child, der udelukkende havde sange på engelsk. Nu bryder Malte med opdelingen og udgiver sin første danske single i eget navn.
“Jeg har længe glædet mig til at tage hul på dette nye kapitel: At skrive sange på dansk i eget navn. Indtil videre har mine sange været på engelsk, men når jeg skriver på dansk, sker der noget andet inden i mig. Et fremmedsprog taler til hjernen, hvor modersmålet taler til hjertet. Og jeg glæder mig helt sindssygt til, at I skal høre mine nye sange – på dansk,” siger Malte Ebert i en pressemeddelelse.
Singlen hedder “Mine venner er sindssyge”, som indgår i et kommende projekt, der handler om humor og folkelighed. Og selvom Gulddreng emmer af humor, er sangteksterne her, ifølge Malte, ikke særligt relaterbare. Relaterbarhed er derimod noget, som popsangeren ønsker at fremhæve i sit nye danske projekt. Idéen til den nye single kom for eksempel i forbindelse med en sommerhustur, som Malte var på med nogle venner.
”Jeg tog i sommerhus med et par venner, og det kom der “Mine venner er sindssyge” ud af. Det er en hyldest til de skøre, geniale venner, som er i vores alles liv, og som vi elsker på godt og ondt. Jeg har i hvert fald en stor portion af skæve eksistenser i mit liv, og det ville jeg ikke bytte for noget,” uddyber han i pressemeddelelsen.
Malte Ebert slog igennem på den danske musikscene som Gulddreng tilbage i 2016. En længere række af Gulddrengs singler ramte førstepladserne på forskellige hitlister, hans plader har opnået platinstatus, og Gulddrengs sange har mere end 230 millioner streams.
Efter en længere pause blev Gulddreng genoplivet i sommeren 2021 med Fodbold EM-hittet “Helt Sikker”, der blev den mest lyttede fodboldssang i 2021. Sangen blev streamet 450.000 gange på tværs af platforme på en enkelt dag og blev Gulddrengs ottende nummer et single.
Malte Ebert har lige afsluttet sin “Ved lejlighed tour”, hvor han har besøgt hele Danmark. Derudover kan han i denne tid opleves i Toppen Af Poppen på TV2 hver søndag aften, hvor han fortolker sine meddeltageres sange.
LÆS OGSÅ: Det første store magasininterview: Gulddreng – Danmarks nye guldfugl
Lyt til Malte Eberts nye, danske single "Mine venner er sindssyge" lige her: