Nyhed

Ny single fra hiphop-supergruppen Mt Westmore

GAFFA.dk – alt om musik

Nummeret “Big Subwoofer” er udkommet på Snoop Doggs 50-års fødselsdag

Hiphop-supergruppen Mt Westmore er klar med deres første udgivelse i gruppens fælles navn, skriver Rolling Stone. Der er tale om nummeret ”Big Subwoofer”, der netop er udkommet med en tilhørende musikvideo.

Mt Westmore består af rapveteranerne Snoop Dogg, Ice Cube, E-40 og Too Short. I videoen til ”Big Subwoofer” kan du se rapperne folde sig ud i bedste futuristiske stil – komplet med rumskib og besøg på en fremmed planet. Videoen er instrueret af Jesse Wellens og Sam Macaroni.


Det nye nummer fik sin livedebut tilbage i april ved Triller Fight Club pay-per-view kampen mellem Jake Paul og Ben Askren.

Sangen, der med udgivelsesdatoen 20. oktober 2021 markerer Snoop Doggs 50-års fødselsdag, vil desuden være at finde på Snoops kommende album Snoop Dogg Presents The Algorithm. Albummet bliver nummer 19 i rækken for den amerikanske rapper.

LÆS OGSÅ: Ny hiphop-supergruppe lover snarligt album


Udgivelsen er samtidig Snoops første projekt for Def Jam Records, hvor han i juni fik rollen som executive creative consultant. Albummet vil, ifølge Snoop, indrage artister fra Def Jams fortid, nutid og fremtid.

”Der er så meget talent på den her plade, så mange typer af musik, at det bryder algoritmen. Lige nu fortæller algoritmen os, at vi skal rappe på den her måde, vi skal lyde på den her måde, men de fortæller dig ikke, hvordan du skal føle. Min algoritme vil give dig en følelse, ikke en lyd,” udtaler Snoop i en pressemeddelelse.

Allerede i december 2020 luftede Too Short konceptet om den nye supergruppe i et interview med MC Serch. Gruppen har tidligere udgivet musik sammen, herunder ”Step Child” til filmen American Skin (2019) og nummeret ”Fantastic Four”, dog under medlemmernes respektive kunstnernavne. I teksten til sidstnævntes video var der dog et hint at finde: ”Vær beredt på supergruppens album i 2021!”.


Gruppen blev officielt annonceret af Too Short i et interview med DJ Vlad i marts. ”Det er virkelig ægte. Vi har indspillet i nærheden af 50 sange,” udtalte Too Short. Rapperen fortsatte:

”I vores alder er det et godt tidspunkt at gøre sådan noget som det her og på en eller anden måde forlænge vores karriere lidt. Det øjeblik vi slår os sammen, får vi en håndfuld nye forretningsmuligheder, som ingen af os ellers ville have haft.”

LÆS OGSÅ: Eminem, Dr. Dre, Kendrick Lamar med flere til Super Bowl

Lyt til og se videoen til "Big Subwoofer" her:

ANNONCE