Nyhed

Ny single fra Jack White

GAFFA – alt om musik

Første nye sang siden 2018

I sidste måned dukkede den amerikanske ener Jack White op i London, hvor han med to minikoncerter markerede åbningen af en Third Man Records-butik i den engelske hovedstad. Og nu har den efterhånden 46-årige White så udsendt den nye single "Taking Me Back". Sangen er første nye materiale i eget navn siden 2018-udspillet Boarding House Reach

I den forløbne weekend kunne man høre et uddrag af sangen i traileren for det nye computerspil Call of Duty: Vanguard – og nu er hele sangen så ude. Sangen er produceret af White selv, som også har indspillet samtlige instrumenter på skæringen i sine navnkundige Third Man Studios i Nashville. Hør sangen lige her: 

White steg til stjernesatus med duoen The White Stripes i 00'erne og har siden været en forholdsvis hyppig gæst herhjemme – både som solist og med sit band The Raconteurs. I 2018 besøgte White Tinderbox-festivalen i kølvandet på Boarding House Reach-albummet, og året efter var han tilbage for at give koncert med The Raconteurs på festivalen Heartland i anledning af gruppens tredje album.


"En eksplosion af en koncert, hvor faren for elektrisk stød er overhængende", skrev GAFFAs udsendte ved den lejlighed. Den produktive Whites nye sang udkommer iøvrigt i to versioner –  henholdsvis for fuld rockudblæsning og i en mere nedbarberet udgave, som kan høres her:


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Rocken er død! Let's rock!

 


ANNONCE