GAFFA.dk – alt om musik
Holdet, der tager rundt i landet og arbejder med unge talenter, er på plads
On Track er et samarbejde mellem den internationale sangskrivercamp Aarhus Calling, en række spillesteder og ROSA (Dansk Rock Samråd) med det formål at besøge lokale talentmiljøer for at stimulere fremtidens sangskrivere.
Holdet, der vil drage rundt i landet i 2021, er nu på plads, og On Track søger derfor deltagere til de fire workshops i Aabenraa, Kolding, Randers og Aalborg. Tidligere har artister som Dopha og Line Gade deltaget i On Track-workshoppen. Se, hvordan du sender en ansøgning nederst i artiklen.
I fire camps af to dages varighed i byerne Aabenraa, Kolding, Randers og Aalborg deltager to-fire lokale sangskrivere, som matches med rutinerede danske og internationale sangskrivere til et par dages højintenst forløb for at stimulere sangskrivningen og at skabe musik sammen.
Følgende hold vil være de rutinerede musikere, som deltagende skal arbejde med:
Britiske Anya Jones har været Head og A&R for prestigefyldte Syco Music, hvor hun har arbejdet med at finde og udvikle karrierer for kunstnere såsom Ella Henderson og Leona Lewis. Efter 12 års arbejde med pop-artister er hun nu gået tilbage til at arbejde som sangskriver og har i den forbindelse arbejdet sammen med artister som Timberland og Marshmello.
Den dansk-kurdiske sanger, sangskriver og producer og mult-instrumentalist Rewan Riko skaber med rødder i både Mellemøsten og Skandinavien en unik lydæstetik. Han har blandt andet arbejdet sammen med Morten Breum, Nik & Jay og David Guetta.
Katy Tiz har med sit seneste projekt NEKKA og dennes første single ”Following the Sun” været soundtracket til manges somre i år. Tidligere signet på Atlantic Records, og nu tilbage i hjemlandet Storbritannien, har Tiz skrevet og været feature på hits med blandt andet Martin Jensen, Gauillin og Gabry Ponte.
Emiel Van Den Berg er en talentfuld sangskriver og producer fra Holland. Han blev som 13-årig opdaget af producer Rewan Riko og er senere blevet signet af den danske producer Cutfather. Van Den Berg specialicerer sig i at kombinere sin sangskrivning og producing under sine sessions for på den måde skabe et rum med komplet kreativ frihed.
Viktoria Siff er en dansk sanger, sangskriver og stemmecoach, der de sidste 10 år har boet i London og Los Angeles, hvor hun har skrevet for blandt andet Alicia Keys, Macy Gray, Stanaj og Krewella. I Danmark er Medina, Christopher og Scarlet Pleasure blandt andet på listen over singles. I øjeblikket samarbejder hun med nogle af de største producere og sangskrivere i musikindustrien, blandt andre Tommy Brown (Arianna Grande og Blackpink) og Poo Bear (Justin Bieber og Eminem).
Datoer og lokaliteter for On Track er:
8 – 9. november – NygadeHuset, Aabenraa
9 – 11. november – Godset, Kolding
10 -13. november – Værket, Randers
11 – 15. november – Korma, Aalborg
Sådan søger du om deltagelse i en af de fire workshops:
Send din ansøgning (max. 1 A4 side) med billede og demo (max. 2 stk. i mp3-format) til hit@aarhuscalling.com med spillestedets navn i emnefeltet senest 1. november)