Nyhed

The Lumineers annoncerer dansk koncert og nyt album

GAFFA.dk - alt om musik

Det amerikanske folk-band gæster K.B. Hallen i 2022

The Lumineers drager på UK- og Europaturné til februar, hvor de blandt andet giver Danmark et visit. Bandet skal spille i K.B. Hallen den 9. februar 2022, og de har ny musik med i bagagen. The Lumineers har nemlig annonceret deres fjerde album, Brightside, som lander, lige inden turnéen påbegyndes den 14. januar 2022.

Wesley Schultz og Jeremiah Fraite, der begge er frontmænd i The Lumineers, har arbejdet på albummet de sidste to år. Idéen til et nyt album opstod i forbindelse med coronapandemien, oplyser bandet i en pressemeddelelse.


The Lumineers var nemlig på en omfattende turné i kølvandet af deres 2019-album III. Fem måneder inde blev turnéen stoppet på grund af corona, og bandet gik i stedet igang med at producere ny musik.

Ifølge pressemeddelelsen tog The Lumineers hul på en ny kreativ proces, da de begyndte at arbejde på deres nye plade. Både indspilningsprocessen og indholdet er anderledes fra gruppens tidligere projekter. Hvor deres tidligere udgivelser i høj grad har fokuseret på historiefortælling af følelser, byder Brightside i højere grad på musikalske fortolkninger af følelser. 

Albummet tager The Lumineers med sig på den kommende turné, hvor de med stor sandsynlighed også medbringer hits som "Ophelia", "Ho Hey", "Sleep on the Floor" samt første- og titelsinglen fra det kommende album "Brightside".


Billetsalget til koncerten starter fredag den 15. oktober klokken 10.00 på billetlugen.dk.

The Lumineers har sidst spillet i Danmark på Tinderbox Festival i 2019, Roskilde Festival i 2017 og Store Vega i 2016, hvor koncerten fik fem ud af seks stjerner af GAFFA.

GAFFAs anmelder skrev blandt andet: "The Lumineers beviste med enkle kompositioner, at man ikke skal gøre det sværere, end det er. De opfandt ikke den dybe tallerken i aften, men de skabte en fest og en energi, som de færreste nye bands formår i dag, og så endda med rigtige instrumenter og ægte sang."


LÆS OGSÅ: The Lumineers skabte en folkefest i Store Vega og beviste, at folk-rocken lever i bedste velgående

Varm op til koncerten med The Lumineers' seneste single, "Brightside", fra deres kommende plade: 

ANNONCE