Nyhed

MØ annoncerer semi-intimkoncert i København

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten finder sted i Den Grå Hal den 22. oktober, og MØ medbringer et nyt, specielt designet sceneshow

Danmarks internationale popstjerne har annonceret et intimt liveshow i Den Grå Hal, København den 22. oktober 2021. Det officielle billetsalg starter på fredag den 17. september klokken 10.00. Køb dine billetter på livenation.dk.

I Den Grå Hal vil MØ præsentere ”The Motordrome” og medbringe et helt nyt og specielt designet show, der skal fejre sangerens kommende album, som er det tredje i rækken. Showet er skabt helt specielt til koncerten i København. MØ vil kombinere favoritsange fra sin karriere samt holde premiere på helt nye sange, hun endnu ikke har optrådt med. Showet er designet i samarbejde med Rob Sinnclair, der blandt andet har designet liveshows til Tame Impala, Shania Twain, David Byrne og Jessie Ware.


Det kommende album er opstået under corona, og MØ forklarer, at hun føler, at hendes sange først kommer til live, når de bliver performet for et publikum.

”Det har været to mærkelige år, hvor jeg i den periode har skrevet et album. Jeg føler altid, at ny musik bliver virkelig for mig første gang, jeg fremfører det for et publikum. Af den grund ville jeg døbe mine sangbabyer i en fysisk verden skabt af de temaer, jeg har udforsket på dette album, og byde publikum velkommen ind i den verden ... ind i ”The Motordrome,” forklarer Karen Marie Ørsted aka MØ i en pressemeddelelse.

MØ har allerede udgivet singlerne ”Kindness” og ”Live to Survive” fra sit kommende album. Udgivelserne er det første soloudspil fra MØ siden Forever Neverland fra 2018.


MØ slog for alvor igennem internationalt efter udgivelsen af ”Lean On” med Major Lazer og DJ Snake. Sangen er blevet udnævnt som en af de mest streamede sange nogensinde af Spotify. Singlen solgte over 13,1 millioner og har i dag omkring tre milliarder streams.

GAFFA har fulgt MØs karriere og anmeldte både debuten No Mythologies To Follow og efterfølgeren Forever Neverland, hvor de fik fire stjerner hver. Om Forever Neverland skrev GAFFAs anmelder: ”MØs karriere er et imponerende kapitel i dansk musikhistorie, og her fem år efter ”Pilgrim” er hun bestemt stadig et bekendtskab værd”.

LÆS OGSÅ: MØ er tilbage – ny single og video, ”Live to Survive”


Varm op til koncerten i Den Grå Hal med musikvideoen til ”Live to Survive”:

ANNONCE