Nyhed

SSI til unge: Bliv vaccineret inden I går på diskotek

GAFFA - alt om musik

Man løber en risiko for sig selv og andre, når man går i byen uden coronavaccination, siger SSI-direktør.
 
Direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum kommer onsdag med en kraftig anbefaling til alle unge, der gerne vil ud i nattelivet: I skal lade jer vaccinere mod coronavirus.

Opfordringen kommer i forbindelse med, at natklubber fra onsdag kan holde åbent mere eller mindre som normalt - med dansegulv og uden afstand. Det er første gang, siden coronapandemien ramte Danmark.

- Jeg vil gerne give ét råd til de unge, der vil ud i byen: I skal vaccineres, siger Henrik Ullum til TV 2.

Ifølge SSI-direktøren udgør nattelivet en stor risiko for smittespredning og såkaldte superspreder-begivenheder. Det skyldes, at man ofte er mange samlet på natklubberne og står meget tæt.


Det er især unge, der går i byen. Det er desuden blandt den gruppe, hvor der er den største andel, som ikke er vaccineret.

Henrik Ullum understreger, at det er vigtigt, at vi alle er immune over for corona - og det er der en løsning på: at blive vaccineret.

- De unge løber en risiko for dem selv og andre, når de vælger at gå i byen uden at være vaccineret, siger SSI-direktøren til TV 2.


/ritzau/

ANNONCE