Nyhed

VIDEO: Angående Mig leger med ilden i ny musikvideo

GAFFA.dk – alt om musik

Den aarhusianske sanger og sangskriver sætter ild til mand i spritny one-take-musikvideo

Angående Mig sparker aggressivt døren op. Ud kommer hun i en lilla flyverdragt med orange hanekam og en cigaret bag øret. ”Polyfilla af ligegyldighed” er titlen på sangen bag musikvideoen og den seneste single fra Angående Mig. Musikvideoen består af et fem minutter langt one-take og er performet som live-session. Scenografien ligner noget fra en kultfilm og byder på elefanthueklædte mænd og korsangere i matchende dragter. Og så bliver der endda sat ild til en mand på ægte punk-manér.

Live-formatet og dramatikken i videoen er alt sammen et intentionelt valg fra Angående Migs side. Den aarhusianske solist har nemlig et ønske om at skabe anderledes musikudgivelser:


“Vi har lagt blod, sved og tårer i at give både lytter og seer en anderledes musikoplevelse, og til oktober udkommer det samlede værk Alt det jeg alligevel ikke tør sige, der bliver sat op som en musikdramatisk forestilling, hvor vi igen forsøger at gøre noget anderledes,” fortæller Laura Lilholt Andersen, også kendt som Angående Mig, i en pressemeddelelse.

Live-sessionen i videoen er arrangeret af det aarhusianske produktionshus, DAVAI, som også har arbejdet sammen med Angående Mig om tidligere projekter. Instruktøren bag videoen, Sune Morgenstjerne, fortæller i pressemeddelelsen, at live-formatet ikke kun er for dramatikkens skyld, men også for fansenes skyld:  

“Idéen med at lave denne live-session som et one-take var at fastholde seerens opmærksomhed på Lauras lyrik og hendes unikke performance, som hendes fans jo desværre ikke har haft fornøjelsen af at opleve de sidste par år”. 


”Polyfilla af ligegyldighed” kan findes på diverse streamingtjenester, og det samlede værk, Alt det jeg alligevel ikke tør sige, udkommer til oktober 2021. GAFFA interviewede Angående Mig tilbage i september 2020, hvor hun fortalte mere om sine kunstneriske visioner.

LÆS OGSÅ: ANGÅENDE MIG - INTERVIEW: Den personlige historie fortælles af fiktive karakterer

Se videoen til ”Polyfilla af ligegyldighed” af Angående Mig:

ANNONCE