Nyhed

Kurt Cobains guitar og bil kommer på auktion

GAFFA.dk - alt om musik

Guitaren, Kurt Cobain spiller på i musikvideoen til “Smells Like Teen Spirit”, sælges på auktion.

I løbet af næste måned kan købere byde på den venstrehåndede 1969 Fender Mustang. Auktionen indgår som et led i det private auktionsfirma Julien’s Auctions tre dage lange arrangement, hvor de sælger genstande, der har tilhørt musikikoner. 


Cobains venstrehåndede Fender bliver bortauktioneret mellem den 20. til 22. maj såvel på Hard Rock Cafe i New York som online. Det skriver NME.

Ud over guitaren sælges også Kurt Cobains bil, en 1965 Dodge Dart. Med den følger desuden nummerplader og ejerbevis tilhørende Cobain og Courtney Love.

Budene på guitaren forventes at starte på mellem omkring seks og otte millioner kroner, og bilen forventes at gå for omkring fem millioner kroner.


I en pressemeddelelse udtaler auktionsfirmaets administrerende direktør, Darren Julien, at det er “et af vores største privilegier og en stor ære” at kunne bortauktionere guitaren.

– Det er en af kulturelt mest betydningsfulde og historisk vigtige guitarer, ikke bare som en arv fra Nirvana og Kurt Cobain, men i hele rockmusikkens historie, siger Julien ifølge NME.

Flere af Cobains genstande vil blive bortauktioneret, heriblandt et billede af Michael Jackson, som Kurt malede, et turpas, boardingpas og et skateboard, som grunge-ikonet malede Iron Maidens maskot Eddie på.


Guitaren og bilen sælges desuden med eksklusive NFT’er, der er tilknyttet hver vare. Den samme auktion inkluderer også genstande, der er relateret til andre artister og bands, som for eksempel The Beatles, Van Halen, Elton John, Elvis Presley, Queen, Madonna og Jimi Hendrix.

LÆS OGSÅ: Medlemmer fra Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden starter band - og overrasker med album

ANNONCE