Det svenske rockbands nye studiealbum sender dem på turné efter en pause på 14 år
Det er efterhånden 14 år siden, svenske The Hellacopters annoncerede deres opløsning i kølvandet på albummet Heads Off.
Tidligere i år vendte gruppen imidlertid tilbage med albummet Eyes of Oblivion, som modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder og blandt andet blev præsenteret på sommerens Copenhell i København.
Nu vender svenskerne så tilbage til den danske hovedstad, når de 17. november kommer forbi Amager Bio for at give koncert med New Zealandske The Datsuns som opvarmning. Billetter koster 350 kroner og kan erhverves via spillestedets hjemmeside og Ticketmaster.
LÆS OGSÅ: The Hellacopters lyder ikke som andre bands, det er omvendt
The Hellacopters blev dannet i 1994 i Stockholm og består af Nickie Andersson (vokal og guitar), Andreas Tyrone ”Dregen” Svensson (guitar), Kenny Håkonsson (bas) og Robert Eriksson (trommer).
De vandt en svensk Grammy for debutalbummet Supershitty to the Max i 1996, og deres stil kan beskrives som punkinspireret rock, der kan placeres et sted imellem Ramones, Kiss, Lynyrd Skynyrd og Motörhead.
Bandet var kortvarigt gendannet i 2016, hvor de fejrede debutalbummets 30 års fødselsdag med koncerter på blandt andet Roskilde Festival.