Nyhed

Personlig lyd til tv-oplevelsen

Du behøver ikke nødvendigvis en soundbar for at gøre lyden fra dit tv bedre. Et godt headset kan også klare opgaven, og Sennheiser er klar med deres nyeste tv-headset

Det er ikke første gang, at lydspecialisten Sennheiser har lanceret et headset dedikeret til tv-lyd. De mener, at lyd fra tv’et ikke altid skal nydes af alle på en gang – nogle gange skal den være rettet direkte mod den enkelte bruger, og ikke mindst tilpasset til den aktuelle bruger.

Det nye headset er RS 120-W, der kommer med tre forskellige lydindstillinger, og som ud over en lang batterilevetid også lover en god og klar lyd.

Headsettet har tre præ-installerede lydprofiler, nemlig "tale", "musik" og "neutral". De skulle justere lydbilledet, så det bliver optimeret til netop det, du ser på tv’et her og nu.


I modsætning til et tidligere tv-headset fra Sennheiser benytter dette sig ikke af en speciel trådløs forbindelse, men forbinder sig til dit tv via bluetooth. Dog en version af bluetooth, der ikke bruger så meget strøm, og en audio codec, der skulle gøre lydoplevelsen rigtig god.

RS 120-W er et over-ear-headset, der kommer med en række kontroller direkte på ørekopperne. Fra dem kan brugerne blandt andet justere lyden til headsettet, uden at påvirke lyden fra selve tv’et.

Headsettet skulle have en batterilevetid på op til 20 timer og en rækkevidde på op til 60 meter.


RS 120-W kommer i handlen i løbet af august, og selvom den danske pris ikke er opgivet, har Sennheiser oplyst, at det kommer til at koste 120 Euro.

LÆS OGSÅ: Spotifys app får opdatering, så musik og podcast bliver adskilt bedre

ANNONCE