Nyhed

Stort pladeselskab afbryder samarbejde med krænkende kunstig intelligens

Capitol Records stopper øjeblikkeligt samarbejdet med robotrapperen FN Meka, der i skrivende stund har over ti millioner følgere på TikTok

FN Meka blev markedsført som den første AI-rapper med en pladekontrakt hos et stort pladeselskab. Men kontrakten blev i tirsdags (den 23. august, red.) revet over, efter at robotrapperen har fået kritik for nedsættende tekster og for at skabe racistiske stereotyper, skriver The Guardian.

Rapperen blev skabt i 2019 af Anthony Martini og Brandon Le, og har på nuværende tidspunkt udgivet tre singler – hvor den seneste, "Florida Water", er udgivet på Capitol Records.

Men det er teksten til ”Moonwalkin,” der indeholder N-ordet, og som der nu bliver rettet kritik mod sammen med et Instagram-opslag, hvor den mørkfarvede cyborg-lignende karikatur er offer for politivold, skriver New York Times.


”Vi undskylder på det dybeste til det sorte samfund for vores ufølsomhed ved at skrive under på dette projekt uden at stille nok spørgsmål om retfærdighed og den kreative proces bag", skriver Capitol Music Group ifølge the New York Times i en pressemeddelelse, der fortsætter:

"Vi takker dem, der har rakt ud til os med konstruktiv kritik i løbet af de sidste par dage – jeres bidrag var uvurderlige, da vi besluttede at afslutte vores forbindelse til projektet.” 

Pladekontrakten bliver ophævet kun timer efter, at Industry Blackout – en organisation, der kæmper for lighed i musikbranchen - skrev et åbent brev via sociale medier.


”Det er en direkte fornærmelse mod det sorte samfund og vores kultur. En fusion af grimme stereotyper og tilegnelse af manerer, der kommer fra mørke artister, fuldendt af nedsættende bemærkninger i sangteksten.”

Organisationen har en række krav til Capitol Music Group, blandt andet at al profit fra FN Meka skal gå til velgørenhedsorganisationer, der støtter den mørke ungdom indenfor kunst, og til markedsføring af mørke kunstnere hos pladeselskabet.

Man ved endnu ikke, om Capitol Music Group har tænkt sig at imødekomme disse krav, da de indtil nu blot har afbrudt samarbejdet med den krænkende robotrapper.


LÆS OGSÅ: BAKSPEJLET: Da Madonna svarede Aerosmith igen efter krænkende kommentar

ANNONCE