Nyhed

Bleeder giver flere koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Postpunk-bandet, der blev gendannet i 2020, gæster VoxHall til august og Turbinen til september

Nu bliver det også muligt at opleve Bleeder i Jylland. Postpunk-med-mere-bandet anført af Peter Peter giver koncert 26. august på VoxHall, hvor de også spillede to koncerter for fyldte sale efter deres gendannelse i 2020, om end man skulle sidde ned dengang – det skal man som bekendt ikke mere. De kan også opleves på Turbinen i Randers 23. september.

Efter en længere pause gav Bleeder deres første klubkoncert i 15 år på det københavnske spillested Alice den 7. marts 2020 lige før nedlukningen, og de spillede senere samme år på Bremen Teater og som nævnt VoxHall.


Peter Peter er langt fra ny i rampelyset. Fra 1977-1995 var han guitarist i Sort Sol. Han forlod bandet grundet kunstneriske uoverensstemmelser, smækkede med døren og har siden stået i spidsen for Bleeder. Derudover har han skabt soundtracket til Nicolas Winding Refns danske film-trilogi Pusher I, II og III, musik til en række andre film og indspillet plader med blandt andre Kira Skov og Peter Kyed.

I anledning af, at Peter Peter – med det borgerlige navn Peter Schneidermann – fyldte 60 år i 2020, lavede GAFFA et mini-portræt af den særegne og produktive musiker, som du kan læse via linket. 

LÆS OGSÅ: Peter Peter fylder 60 år


Når Bleeder atter spiller live, vil de medbringe musik fra deres to meget roste studiealbums Psycho Power fra 1997 og Sunrise fra 2004, sidstnævnte udgivet under navnet The Bleeder Group. De medbringer også nyt materiale, hvor bandets tre guitarister får muligheden for at spille op til og imod hinanden sammen med bandets øvrige musikere. Denne gendannede version af Bleeder består af både gamle og helt nye ansigter.

Bandets lineup:
- Peter Peter (guitar, vokal)
- Marie Eline Hansen (vokal)
- Bjørn Banke (guitar)
- Mads Såby (guitar)
- Kaspar Luke (bas)
- Povl Kristian (keys)
- Christian Rønn (keys)
- Peter Kyed (synth)
- Mads Folmer Richter (trommer)
- Rune Thøgersen (percussion)

Da Bleeder besøgte Bremen Teater i 2020, fik koncerten hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der også kunne konstatere, at han ville "dø ved Peter Peters sø". Koncerten, der fandt sted i "corona-året", blev beskrevet således:


"Men min aften er perfekt opsummeret midt i ”Knucklehead”, hvor Peter Peter gjorde tegn til lydmanden om, at han skulle skrue op, mens bassisten i få sekunder slap bassen for at holde sig for ørerne. Tak for at rocke min aften, inden jeg bliver mumificeret i mundbind. Bleeder rocks!"

LÆS OGSÅ: Jeg vil dø ved Peter Peters sø

Billetsalget er netop begyndt via VoxHalls hjemmeside

Varm op til Bleeder-koncerten med albummet Sunrise lige her: 

ANNONCE