Nyhed

Forening får Nørgaard-pris for at hjælpe unges musikdrømme på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Finn Nørgaard-pris uddeles til "Det Starter Med Musikken", der har unge på kanten af samfundet som målgruppe.
 

Mandag er det syv år siden, at filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt under et forsøg på at forhindre angrebet på kulturhuset Krudttønden i 2015.

Årsdagen markeres med uddelingen af den såkaldte Finn Nørgaard-pris, der i år tildeles nonprofit-foreningen "Det Starter Med Musikken".

Foreningen med hjemsted i København arbejder med at realisere musikdrømme hos udsatte unge, der lever på kanten af samfundet.


Med prisen følger 50.000 kroner.

- Det er en kæmpe ære at få lige netop Finn Nørgaard-prisen. Det er i vores øjne en af de fineste udmærkelser, man kan få.

- Vi brænder med kærlighed og faglighed for at skabe en ny og bedre vej for udsatte unges trivsel, selvværd og selvhjulpenhed, der muliggør livsændringer, siger Manuela Reith Rasmussen, næstformand i bestyrelsen for Det Starter Med Musikken, i en pressemeddelelse.


125 unge mellem 12 og 24 år har været på gratis musikworkshops i foreningens regi. Hovedparten af de unge har en eller flere diagnoser, knap halvdelen har et forbrug af rusmidler, og cirka 15-20 procent er indtrådt i det, som foreningen selv betegner som "negativt ladede miljøer".

Finn Nørgaard Foreningen har et fokus på antiradikalisering.

- Arbejdet med at forhindre radikalisering, hvor end den dukker op, stopper aldrig. Vi er stolte over at kunne anerkende prismodtagerne for deres uundværlige arbejde for at sikre ro og inklusion i vores samfund, siger Jesper Lynghus, næstformand i Finn Nørgaard Foreningen.


Et aarhusiansk projekt hædres også af foreningen. Det gælder "Cirkus Tværs", der er et såkaldt socialt cirkus med hjemsted i Gellerupparken i Aarhus. Cirkusset modtager et arbejdslegat på 25.000 kroner.

Foreningen er stiftet af Finn Nørgaards familie og hans nærmeste venner, efter at han blev dræbt af gerningsmanden Omar el-Hussein foran Krudttønden.

Senere samme aften affyrede gerningsmanden også skud foran synagogen i Krystalgade i København. Her blev Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, dræbt.

/ritzau/

ANNONCE