Nyhed

India Arie forlader Spotify – på grund af Joe Rogans udtalelser om race

GAFFA.dk – alt om musik

"Hvad jeg taler om, er RESPEKT"

Endnu en kunstner har udtalt, at vedkommende vil fjerne sin musik fra Spotify grundet utilfredshed med, at man kan finde den både meget populære og kontroversielle podcastvært Joe Rogan på  streamingtjenesten.

Denne gang drejer det sig om den amerikanske r&b-sanger India Arie, men nu gælder det ikke kun Rogans udtalelser om covid-19-vacciner, som har været årsagen til, at først Neil Young, dernæst Joni Mitchell og flere andre vil fjerne deres musik fra Spotify. Det er derimod Rogans udtalelser om race.


"Jeg har besluttet at trække min musik og mine podcasts fra Spotify", skriver India Arie på Instagram og fortsætter: "Neil Young åbnede en dør, som jeg MÅ gå igennem. Jeg tror på ytringsfrihed. Imidlertid finder jeg Joe Rogan problematisk af ANDRE årsager end hans interviews om Covid. FOR MIG ER DET OGSÅ HANS sprog om race. Hvad jeg taler om, er RESPEKT – hvem der får det, og hvem der ikke får det," skriver hun.

India Arie uddyber ikke, hvad det er, hun finder problematisk ved Rogans udtalelser om race. Ifølge NME er det muligvis nogle udtalelser, Joe Rogan for nylig kom med i en podcast, hvor han interviewede den canadiske psykologiprofessor og debattør Jordan B. Peterson. Her sagde Rogan blandt andet:

"Med mindre du taler med en person, som er 100 procent afrikansk og kommer fra det mørkeste sted, hvor de ikke har noget tøj på hele dagen og har udviklet alt det melamin til at beskytte sig selv mod solen, er selve udtrykket sort underligt."


India Arie kritiserer også Spotifys betaling af kunstnere i sit opslag. "De betaler musikere en brøkdel af en penny og ham (Rogan, red.) 100 millioner dollar. Det viser, hvilken type selskab det er, og det selskab, de omgiver sig med. Jeg er træt."

I 2020 indgik Spotify ifølge Wall Street Journal en aftale til 100 millioner om at få eksklusiv adgang til Rogans podcasts 11 år tilbage i tiden og videre fremover.

India Arie debuterede i 2001 med albummet Acoustic Soul og har til dato udgivet syv album, senest Worthy fra 2019. Hun har gennem årene modtaget i alt fire Grammyer. Hendes musik ligger i skrivende stund stadig på Spotify.


LÆS OGSÅ: Joe Rogan svarer på kritik fra Neil Young med flere: "Hvis jeg har pisset jer af, er jeg ked af det"

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af indiaarie (@indiaarie)

ANNONCE