GAFFA.dk – alt om musik
Den hovedtiltalte fra Paris-angrebene i november 2015 hævder, at han aldrig detonerede sit bombebælte, fordi han skiftede mening undervejs.
Det sker i forbindelse med en retssag onsdag i den franske hovedstad.
- Jeg stod i en situation, som ikke særlig mange har oplevet. Hvor man tager et skridt tilbage og skifter mening, siger den 32-årige Abedslam.
- Nu sidder man i fængsel og tænker for sig selv, at man skulle have detoneret apparatet. Det er, hvad man tænker, når man sidder i isolation.
Han mener, at retten begår en fejl ved at prøve at "statuere et eksempel" og potentielt idømme ham fængsel på livstid.
- I fremtiden, når nogen går ind i en metro eller en bus med en kuffert med 50 kilo sprængstof, og i sidste øjeblik ombestemmer sig, så ved han, at det kan han ikke, fordi han alligevel bliver fængslet eller dræbt, siger han.
Anklagere mener, at Abdeslam er den eneste overlevende mistænkte af de radikale islamister, der udførte blodige angreb på seks restauranter og barer, på spillestedet Bataclan til en koncert med bandet Eagles of Death Metal og ved det franske nationalfodboldstadion i Paris.
130 mennesker blev dengang dræbt og 368 såret.
Ifølge anklagerne lykkedes det ganske enkelt ikke for Abdeslam at få bombebæltet til at fungere. Han flygtede umiddelbart herefter fra Paris.
I 2016 blev han anholdt i Belgien, og han har været fængslet lige siden.
Under retssagen, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, sagde Abdeslam tidligere onsdag, at han ikke har dræbt nogen.
- Jeg har i dag villet sige, at jeg ikke dræbte nogen, og at jeg ikke sårede nogen. Jeg tilføjede end ikke nogen en skramme, sagde han.
Samtidig svor han dog sit troskab til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
- Jeg støtter IS, og jeg elsker dem, lød det fra fransk-marokkaneren.
Retssagen blev indledt først i september.
20 mænd er anklaget for at have spillet en rolle i angrebet, som er det mest dødelige angreb i Frankrigs historie i fredstid.
I retssagen deltager flere end 1800 sagsøgere og 300 advokater.
Dommene ventes i slutningen af maj.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: Livsbekræftende festfyrværkeri på morderisk baggrund