GAFFA.dk – alt om musik
For et år siden skrev jeg en klumme om – efter min mening – flere af problematikkerne i musikbranchen. Som forventet kom der blandede reaktioner. Men særligt ét udsagn gav mig lyst til at svare igen.
“Hvis man ikke kan tjene penge på musikken, er man ikke dygtig nok”. Det var budskabet, jeg modtog i flere forskellige former. DM på Insta, Facebook-kommentarer og sågar lange mails. Og de forargede læsere fra dengang er ikke de eneste.
De gange, jeg har udtrykt min frygt for manglende indkomst eller aktualitet, er jeg udelukkende blevet mødt af sætningen: “Ja, men sådan har det jo altid været”. Jo jo, det kan da godt være, men skulle det være en undskyldning? Er det grund nok til, at det er normen, at man som sangskriver bruger dag ind og dag ud på at skrive efter alle kunstens regler og først være sikret et par procenter i løn, hvis sangen bliver taget videre til en artist? Eller at man som artist skal sige ja til to fadøl som løn for en times koncert, der er 300 kilometer væk? Bare fordi det er “et fedt gig”.
Hvis man ikke kan tjene penge på musikken, er det ikke fordi, at man ikke er dygtig nok. Det er fordi, man er gået ind i en branche, der har kørt sig selv af sporet. Og jo, man er gået derind af egen fri vilje – men det skal heller ikke være en undskyldning for at blive underbetalt. Det kunne man da heller aldrig drømme om at sige til en skolelærer. “Undervis lige 3. klasse i dag – så får du to fadøl. Du kan jo så godt lide at undervise og har selv valgt at være her”.
Jeg er med på, at man selvfølgelig skal starte et sted. Man skal opbygge erfaring og kompetencer, og i startfasen er man selvfølgelig ikke dygtig nok til at leve af det. Men økonomien er ofte stram for selv de mest professionelle kunstnere vi har – i samtlige kreative brancher.
Og det er så her, hvor alle modsigende vil bryde ind og sige, at jeg er dum og fatsvag og en belastning for samfundet, og at jeg bare skal tage mig sammen og stoppe med at nasse på systemet. Nej. Jeg er ikke dum og fatsvag, og jeg er i særdeleshed ikke en belastning for samfundet, for jeg har et job, jeg betaler mine regninger, betaler Skat, og jeg bidrager med min kunst. Mit job er ligesom alle andre jobs. Og i øvrigt lige så uundværlig for samfundsøkonomien – selv med kunststøtte. Hvis du ikke tror på det, kan du jo læse Kasper Colling Nielsens (forfatter) egen udregning her:
Jeg har siden 2010 skrevet to bøger, som begge har solgt cirka 20.000 eksemplarer. I den periode har jeg modtaget cirka 1,4 millioner kroner i kunststøtte, hvilket er langt mere end de fleste. Legater er skattepligtig indkomst, så staten har fået halvdelen tilbage igen. Mine bøger har omsat for cirka otte millioner kroner. Jeg har fået 15 procent af de penge, som jeg selvfølgelig har betalt skat af. Jeg har altså tjent cirka 600.000 kroner netto og staten cirka det samme.
Resten af beløbet på 6,8 millioner kroner er gået til forlag, boghandlere, distributører og andre aktører. (...) de betaler, som alle andre virksomheder skat af deres overskud, ligesom deres medarbejdere betaler indkomstskat. Hvis vi antager, at cirka 15 procent af de 6,8 millioner kroner er betalt i skat, så har Skat haft en indtægt på cirka 1.020.000 kroner.
Staten har altså netto haft en udgift ved at støtte mig på 700.000 kroner, men har modtaget cirka 600.000 + 1.020.000 kr. = cirka 1,6 millioner kroner i skatteindtægter som følge af mit arbejde og har dermed netto tjent cirka 920.000 kr. på at støtte mig (320.000 mere end mig).
Udsagnet med “ikke at være dygtig nok” skal aflives. Der er så meget mere, der spiller ind, end hvor god man er til sit instrument. Held. Tilfældigheder. Netværk. Det er en usikker og uforudsigelig branche, og det vil det nok blive ved med at være. Det er fint – det kan vi godt leve med. Men normen for lønninger bør i høj grad forbedres. For det er ikke kun økonomien for den enkelte, det går ud over. Det påvirker også outputtet af den kunst, der skal skabes, og ikke mindst det mentale helbred. Lønnen afspejler sig i normen om, at man skal arbejde evigt over, at man bare skal være taknemmelig for at lave det, man gør, og at man bliver anset som svag, hvis man holder en uges ferie eller lægger sig syg. Dét er sygt.
Den danske musikbranche mistede i 2020 over tre milliarder kroner. TRE MILLIARDER KRONER. Det gør den til en af de hårdest ramte brancher i Danmark i 2020. Og den manglende prioritering af at genoplive branchen vil sikkert også blive brugt som argument for den lave løn. Der er ingen penge til det. Men hvorfor er der ikke det? Hvor er hjertestarteren? Det giver ingen mening. Danske film og tv-serier bliver solgt til hele verden. Danske musikere har toppet udenlandske hitlister. Danske forfattere bliver oversat og sælger i samtlige lande. Og vi oplevede vel alle sammen, hvad det gjorde ved os, da vi pludselig ikke længere kunne samles til en koncert eller i biografen. Så tyede vi alligevel til fællessangen. Til kunsten.
Der har været flere opråb til Kulturministeriet, og dette er endnu et i rækken. Jeg beder ikke om at blive rig. Jeg beder om løn for mit arbejde.
Emma Hørlyck er sangskriver, artist, komponist, foredragsholder – og glad for at bryde med kasserne. Hun har blandt andet modtaget Engelsholm Højskolelegatet af Mads Langer og udgivet to album.
LÆS OGSÅ: EMMA HØRLYCK-KOMMENTAR I 2020: Desperationen kommer til at dræbe musikken