Nyhed

Ny undersøgelse: Minimal risiko for smitte ved kultur- og idrætsbegivenheder

GAFFA.dk – alt om musik

"Resultaterne af undersøgelsen nuancerer noget af den viden, der har ligget til grund for de restriktioner og begrænsninger, branchen har oplevet under corona" 

Risikoen for at blive smittet med corona ved kultur- og idrætsarrangementer er minimal. Det viser ny undersøgelse, som i dag bliver offentliggjort. Dansk Live er initiativtager til undersøgelsen, der er gennemført i samarbejde med Københavns Universitet, Roskilde Universitet, RF Experience (en del af Fonden Roskilde Festival) og Divisionsforeningen.

Undersøgelsen er godt nyt for kultur- og idrætslivet, mener Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, interesseorganisation for de danske koncertarrangører, spillesteder og festivaler.


Undersøgelsen er gennemført i perioden april til oktober 2021 ved blandt andet 55 koncerter både med og uden restriktioner, og det skal tilføjes, at det altså var før udbredelsen af den nuværende, mere smitsomme, men også mindre farlige omikron-variant. Undersøgelsen kortlægger blandt andet sandsynligheden for COVID-19-smitte ved arrangementer i en branche, der har været hårdt ramt af restriktioner og nedlukninger. Ligeledes undersøger forskere gæsters tryghed ved deltagelse i kulturbegivenheder med både interviews og spørgeskemaundersøgelse.

“Vi noterer os naturligvis de positive resultater. Resultaterne af undersøgelsen nuancerer noget af den viden, der har ligget til grund for de restriktioner og begrænsninger, branchen har oplevet under corona. Og det bør naturligvis tages med, når vi i den kommende tid skal tale om de grundlæggende principper for, hvordan vi håndterer eventuelt kommende pandemier”, siger Esben Marcher fra Dansk Live i en pressemeddelelse.

Samtidig forholder undersøgelsen sig til fænomenet "supersprederbegivenheder". Store begivenheder, ikke mindst koncerter, er ofte i offentligheden blevet beskrevet som ”supersprederbegivenheder”. Ved de undersøgte kultur- og idrætsbegivenheder blev der dog ikke observeret store smitteudbrud. Undersøgelsen viser, at deltagerne til begivenhederne ganske rigtigt har et potentielt højt antal nære kontakter, men at der kun har været minimal smittespredning trods få eller ingen restriktioner i perioden.


Om dette forhold siger Esben Marcher: “Det ærgrer os naturligvis, at vi formentlig kunne have gennemført festivaler og andre store begivenheder i 2021, uden at det havde skabt store smitteudbrud. Det forhold går vi naturligvis også ud fra, at sundhedsmyndigheder og beslutningstagere indprenter sig for fremtiden.”

Rapporten nævner blandt andet to meget omtalte koncerter med henholdsvis Martin Jensen i Aalborg Kultur- og Kongrescenter for 2000 stående gæster i november 2021 og Jung i Royal Arena for 5300 siddende og 5700 stående gæster i december 2021, altså efter den periode, som rapporten undersøger, men mens omikron-varianten var begyndt at sprede sig.

Her var incidenstallet ifølge Bjarke Frost Nielsen fra Roskilde Universitet på henholdsvis 0,6 procent og 0,22 procent, sammenlignet med samfundets generelle incidenstal for den relevante aldersgruppe på 0,59 procent. Incidenserne ved de to koncerter var "ikke påfaldende høje, men var formentlig i myndighedernes og pressens fokus på grund af forekomsten af omikron-varianten," som der står i rapporten.


Vi har stillet Esben Marcher et par uddybende spørgsmål til rapporten:

Undersøgelsen er lavet inden den mere smitsomme omikron-variant, men nu buldrer smitten jo derudad, så kan man stadig sige, at koncerter ikke længere er supersprederbegivenheder?

– Det er klart, at undersøgelsen er gennemført sidste år, før omikron. Det har taget tid at behandle tallene. Jeg har dog ikke hørt om nye koncerter, hvor der har været stor smittespredning, men det er mit indtryk, at folk bliver smittet alle mulige steder. Vi har herhjemme jo været gode til at blive vaccinerede, og de fleste bliver kun lidt og kortvarigt syge, og antallet af indlagte falder, så uanset hvad går det den rigtige vej.

Hvad skal politikerne så gøre nu?

– De skal anerkende, at kulturlivet har holdt for og været lukket, for at andet har kunnet holde åbent, og derfor har vi brug for en genopretningspulje til at støtte ikke mindst alle de arrangører, der har mistet formuer og har sat sig i gæld, fordi de har været tvangslukkede.

Rapportens konklusioner er som følger, citeret ordret:

Der er meget få smittede ved både kultur- og idrætsbegivenheder.

Risikoen for smittespredning er minimal ved både kultur- og idræts- begivenheder.

Antal nære kontakter afviger meget fra antal smittede.

Kultur- og idrætsbegivenheder under- støtter mental sundhed, vaccinations- tilslutning og teststrategi.

Coronapas skaber tryghed og er velkomment til kultur- og idræts- begivenheder.

Arealkravet virker ikke efter hensigten.

Myndighederne bør opdatere eksisterende vejledninger vedrørende sikkerhed og tilføje afsnit om sundhed til disse for at sikre, at arrangører kan arbejde ensartet.

Der er behov for, at Kulturministeriet, Justitsministeriet og Sundhedsministe- riet indgår i en løbende og langsigtet dialog med arrangører af kultur- og idrætsbegivenheder om vejledninger, retningslinjer og restriktioner.

Den tværgående følgegruppe for vejledning om sikkerhed ved større udendørs musikarrangementer og lignende bør inddrages af Kultur- ministeriet, Justitsministeriet og Sundhedsministeriet i forhold til håndtering af COVID-19.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: Udvidet arrangørordning er banebrydende

ANNONCE