GAFFA.dk - alt om musik
Den TikTok-lignende måde at se og finde videoer på er nu kommet til Facebook på globalt plan
Verdens største sociale medie, Facebook, har længe skævet til videoplatformen TikTok. Det har vist sig at være en utrolig populær måde at finde, se og opdage videoer på. Nu er det sociale medie så klar med deres svar på TikTok, FaceBook Reels.
Funktionen virker på samme måde som TikTok: du går ind på en video, og så kan du scrolle op og ned gennem de korte videoer, og naturligvis like, abonnere og dele dem, du kan lide.
Meta, firmaet bag Facebook, skriver i en pressemeddelelse, at mere end halvdelen af tiden, folk bruger på Facebook, eller Instagram, bliver brugt til at se videoer.
Med Reels håber de så at give deres brugere en lettere måde at lave små videoer, som kan gøre det lettere for indholdsskabere at blive opdaget, komme i kontakt med deres publikum og ikke mindst tjene penge.
Naturligvis vil de også gerne gøre det let og sjovt for brugerne at finde og dele spændende videoer, skriver de i pressemeddelelsen.
Reels blev lanceret for et par måneder siden i USA, men nu er funktionen så også kommet til lande som Danmark.
I Reels er der kommet en række redigeringsfunktioner til brugerne, blandt andet Remix, hvor brugerne kan lave deres eget reel og blande den med en reel, der allerede er udgivet på Facebook.
En anden funktion er Draft, hvor du kan oprette et reel og så gemme det som et udkast, til du er klar til at udgive det.
Der kommer også et værktøj, Video Clipping, hvor det bliver muligt at teste forskellige formater af videoer, inden de udgiver dem.
Facebook oplyser at i løbet af de næste par uger vil det blive muligt at dele Reels i opslag på Facebook, at oprette Reels i Watch-afdelingen, og ikke mindst vil der snart komme anbefalinger til Reels i dit feed.
Hvis du skulle have misset det, kan du finde Reels i din Facebook app øverst på siden, hvor du også finder Historier og Rum.
LÆS OGSÅ: Microsoft vil advare mod Windows 11 på ikke-understøttet hardware