GAFFA.dk - alt om musik
Fremover skal det være kompetencerne, der afgør, om en person får plads i DR's bestyrelse
Den socialdemokratiske regering vil afskaffe de politisk udpegede medlemmer af DR's bestyrelse.
Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) torsdag på et pressemøde, hvor regeringens udspil til et nyt medieforlig præsenteres.
- Det er regeringens udspil, at vi i højere grad har en bestyrelse, som vi for eksempel ser i TV 2, hvor det er en bestyrelse, som ikke er håndholdt udpeget af de enkelte partier, siger hun.
Som reglerne er i dag, er det Folketingets partier, der udpeger medlemmer. Fremover skal man i stedet se på de enkelte medlemmers kompetencer, uddyber ministeren.
Udspillet har været udskudt flere gange. Det skal nu forhandles på plads med de øvrige partier i Folketinget.
- DR skal have en stærk og uafhængig bestyrelse, som understøtter udviklingen af DR som en moderne medievirksomhed, står der i udspillet.
Regeringen annullerede sammen med støttepartierne og Alternativet den borgerlige regerings planlagte besparelser på DR fra 2022 og frem.
Med en ny medieaftale vil regeringen styrke DR's rolle yderligere.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: Støttepartier vil hæve prisen på streamingtjenesters kulturbidrag