Nyhed

Smukfest-statue udsat for hærværk

GAFFA.dk – alt om musik

"Det var ret voldsomt og målrettet"

Siden 2019 har der stået en statue af Smukfests ikoniske maskot, skovtrolden FestiWalther, i en rundkørsel i Skanderborg-forstaden Vrold. Onsdag blev den imidlertid udsat for hærværk, beretter Ekstra Bladet.

Statuen har fået hugget sin ene arm af, noget af sin guitar samt noget af sine tæer.


"Vi får så besked om, at der er begået hærværk mod ham, og tager derud i går eftermiddags, hvor vi kan se, at det var ret voldsomt og meget målrettet. Det er det, fordi der er nogle, der har brugt noget værktøj til at gøre det. Han er lavet af marmor," siger Jens Hvalsøe, som er administrator i Facebookgruppen FestiWalthers Rundkørsel. Den frivillige gruppe har påtaget sig at passe på statuen og området omkring den. 

Festivalens talsmand Søren Eskildsen fortæller til Ekstra Bladet, at hærværket nu er meldt til politiet, og at eventuelle vidner bedes henvende sig direkte til politiet. Han tilføjer, at han satser på, at statuen kan repareres.

Ifølge festivalens egen legende blev skovtrolden født i 1579 i en bøgeskov i det, der snart skulle blive kendt som Skanderup sogn. Han blev døbt Waltidur Festismuk Kærligkys Ølimund Rockilund Trold, og da han for første gang var gammel nok til at være alene hjemme, 400 år senere, fandt han på at hviske ting i ørerne på de lokale beboere, hvilket gav dem idéen til at holde den første festival året efter – og gøre ham til deres maskot.


Forleden oplyste Smukfest i øvrigt, at et af deres hovednavne, Lionel Richie, grundet coronapandemien måtte aflyse sin optræden på årets festival, men han erstattes af Nile Rodgers. Derudover har festivalen navne som Justin Bieber, Melanie C, Gorillaz, Herbie Hancock, Kraftwerk 3D, Kygo, Limp Bizkit og The Minds of 99 på plakaten.

LÆS OGSÅ: Smukfest klar med ni nye danske navne – hitmagere, hardrock og humor


ANNONCE