Nyhed

Andreas Odbjerg crooner derudad på ny single

GAFFA.dk – alt om musik

Hitmageren er klar med debutplade-forløber 

Andreas Odbjerg er et navn, der har været på de flestes læber det seneste års tid og for nylig i forbindelse med to DMA-statuetter for årets sangskriver og årets nye navn. Med hits som "STOR MAND" og "I morgen er der også en dag", for ikke at tale om hans bidrag til andre store danske navne som Drew Sycamore og Ericka Jane, har han etableret sig som en af Danmarks største hitmagere lige nu. Og han har ikke engang udgivet sit debutalbum endnu. Nu er han landet med en dugfrisk single, "blev du fanget af noget?" – Odbjergs bud på en ulykkelig kærlighedssang.

I modsætning til hans forudgående hits er det nye nummer mere tilbagelænet og crooner-agtigt og vækker minder om en ung Thomas Helmig, men med de særegent Odbjergske falsetmelodier. Især guitarsoloen sammen med den mere akustiske instrumentering cementerer 80’er-crooner-viben og forstærker følelsen af knust hjerte. Om nummeret udtaler sangskriveren:


”Vi har alle de mennesker i vores liv, som ikke bliver brændt af - som er chef i deres eget liv og har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være ydmygende - de venter ikke på nogen - men hvordan reagerer disse mennesker, når det sker en dag? Hvad sker der, hvis man får sin første hudafskrabning som 30-årig - så føles det hele meget voldsommere - det er det, sangen handler om, mens hovedpersonen panisk forestiller sig, at sin dates cykel er blevet stjålet, for det kunne jo umulig tænkes, at det var de knuste hjertes karma der pludselig slog til - at alle dem, man selv har brændt af pludselig kan se på en og sige “nu ved du, hvordan jeg havde det”.

Andreas Odbjerg er derudover nomineret til tre Steppeulven-priser, stadig inden debutpladen, der skulle se dagens lys til marts.

LÆS OGSÅ: ANDREAS ODBJERG-INTERVIEW: Uddannelsen i sangskrivning gav mig ro

ANNONCE