Nyhed

Brockhampton aflyser turné – holder pause på ubestemt tid

GAFFA.dk – alt om musik

Gruppen takker deres fans for støtten de sidste otte år

Det amerikanske hiphop-kollektiv og selverklærede boyband Brockhampton har aflyst deres turné og holder pause på ubestemt tid, har de netop oplyst på deres sociale medier.

Gruppen giver deres sidste optrædener i denne omgang på årets Coachella Festival i Californien og i O2 Academy Brixton i London, fortæller de, og de takker deres fans for støtten de sidste otte år.


Bandet havde i forvejen aflyst en stor del af deres Europaturné grundet coronapandemien, og dermed også deres planlagte koncerter i Den Grå Hal på Christiania 15. og 16. januar, der heller ikke ville kunne være blevet gennemført grundet nedlukningen af det danske kulturliv. En nedlukning, der indtil denne uge så ud til at vare til og med 16. januar, men nu er blevet forkortet med en dag – men stadig har forbud mod stående koncerter frem til den 31. januar.

Bandet blev dannet i Texas i 2010, da gruppens stifter Kevin Abstract på forummet KanyeToThe spurgte, om der var nogen, der ville starte et band. Det var der, i 2014 skiftede de navn til Brockhampton, og senest bestod kollektivet af i alt 13 vokalister, producere og visuelle kunstnere. 

Gruppen udgav deres første mixtape, All-American Trash i 2016. I 2017 fulgte deres første tre album, Saturation I, II og III, hvor sidstnævnte var det første, der gik top 20 i USA. Deres store gennembrud kom i 2018 med albummet Iridiscence, der toppede den amerikanske hitliste og også gik top 20 i Storbritannien. Også efterfølgeren Ginger fra 2019 blev en solid succes, der dog "kun" opnåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste. Senest udkom gruppens sjette album Roadrunner: New Light, New Machine i april 2021.


Bandet skulle have optrådt i Den Grå Hal i maj 2020, men den koncert blev grundet coronapandemien udskudt til først maj 2021 og senere til januar 2022, og undervejs blev der planlagt en ekstrakoncert.

Gruppens tekster handler om blandt andet homofobi og racisme, og gruppen sætter en ære i at være inkluderende i deres medlemmers forskelligheder. I 2018 tog de afsked med medlemmet Ameer Vann, der blev beskyldt for fysisk og psykisk mishandling af flere kvinder. Han afviste dog anklagerne.

LÆS OGSÅ: Brockhampton sparker medlem ud efter anklager om mishandling


 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af BROCKHAMPTON (@brckhmptn)

 

ANNONCE