Nyhed

Medie: Mette F. er klar til at fjerne restriktioner

GAFFA.dk – alt om musik

Statsministeren vil ifølge avis sige, at covid-19 fra 5. februar ikke bør kategoriseres som samfundskritisk.
 

Statsminister Mette Frederiksen (S) ventes onsdag på et pressemøde at fortælle, at hun ønsker at ophæve alle restriktioner fra 31. januar.

Det bekræfter flere unavngivne kilder over for Jyllands-Posten.

Ifølge avisen vil statsministeren efter planen holde et pressemøde onsdag klokken 18 i Spejlsalen i Statsministeriet.


Statsministeriet oplyser til Ritzau, at der endnu ikke er afklaring på, hvornår der holdes pressemøde onsdag.

På pressemødet vil statsministeren ud over at fjerne alle restriktioner bebude, at coronavirus fra 5. februar ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Ifølge Jyllands-Posten er det med afsæt i anbefalinger fra Epidemikommissionen, at Mette Frederiksen vil fjerne alle restriktioner.


Statsministeriet oplyser til Ritzau, at man endnu ikke har modtaget indstillingen fra Epidemikommissionen.

Statsministeriet oplyser ikke, hvorvidt andre ministerier har modtaget en indstilling fra kommissionen.

De nuværende restriktioner udløber 31. januar, mens kategoriseringen af covid-19 som samfundskritisk sygdom ophører 5. februar.


Det skal altså besluttes politisk, hvis restriktionerne og kategoriseringen skal vare længere.

I torsdags oplyste Sundhedsministeriet, at regeringen onsdag ville fremlægge en plan for, hvilke restriktioner der skal ophæves eller forlænges efter 31. januar.

Ifølge pressemeddelelsen havde regeringen bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om epidemisituationen tillader, at man lemper yderligere på restriktionerne.

Smittetallene har været stigende de seneste uger. Men det har ikke afspejlet sig i antallet af indlagte, der ikke er steget i samme grad.

Mandag oplyste Sundhedsstyrelsen, at anbefalinger for selvisolation er ændret.

Det betyder blandt andet, at smittede nu kan afbryde deres isolation, når de ikke længere har symptomer - forudsat at der er gået fire dage, siden man blev testet positiv.

Der er et politisk pres for at ophæve restriktionerne.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har blandt andet sagt, at han mener, at det er på tide at ophæve coronavirus' status som samfundskritisk sygdom. Han mener også, at alle restriktioner skal ophæves.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Tyske festivaler ser frem mod sommeren med stor optimisme

ANNONCE