Nyhed

Peter Sommers sange bliver til teaterkoncert – med ham selv som medvirkende

GAFFA.dk – alt om musik

I morgen er alt muligt spiller på Aveny-T i København i perioden 15. september-29. oktober 

Peter Sommers sange bliver nu omdrejningspunkt for en teaterkoncert, der adskiller sig fra de fleste andre af slagsen ved, at hovedpersonen selv medvirker.

Teaterkoncerten får titlen I morgen er alt muligt og spiller på Aveny-T i København i perioden 15. september-29. oktober. Ud over Sommer selv bliver sangene fremført af søstrene Charlotte og Camilla Munck og den tidligere Nelson Can-sanger Selina Gin, og Sommers mangeårige musikere, tangentspiller Palle Hjorth og guitarist Søren Bigum medvirker også. Flere navne bliver senere tilføjet.


Forestillingen iscenesættes af Peter Harton (Rytteriet) med scenografi af Nikolaj Danielsen (Retfærdighedens Ryttere, Idealisten, Allegro). Begge er debuanter i teatersammenhæng.

"Jeg har egentlig altid haft det lidt svært med teaterkoncerter. Ofte virker de som et punktum for en karriere. En hyldest, som kigger bagud. Jeg er selv gået ind i det her for at lave noget, som peger fremad. I stedet for et opsummerende punktum er det endnu et udfordrende spørgsmålstegn,” siger Peter Sommer i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg lytter opmærksomt, når en Karen Blixen, en Bob Dylan siger ‘ikke på mit ansigt, men på min maske skal du kende mig’. Nu bevæger jeg mig forventningsfuld ind i maskespillet. Vi entrerer med begejstring teaterrummet med ønsket om at sætte tableauer, ord og musik til menneskehjerternes eksistentielle nødråb: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?"


Om motivationen bag at omsætte Peter Sommers sange til en teaterkoncert siger teaterchef på Aveny-T, Jon Stephensen i en pressemeddelelse:

”Peter Sommer er for mig gribende nærvær med tekster så originale og alligevel helt tæt på i genkendelighed. Jeg bliver ramt og rykket hver gang, jeg lytter til en sang fra ham – og har jeg grædt? – Ja! Det er en helt vild glæde at lægge teater til den stemning og det univers, som Peter Sommer skaber.”

Teaterkoncerten byder på mere end 20 Peter Sommer-sange, heriblandt klassikere som "Elskede at drømme, drømmer om at elske”, "Hvorfor løb vi?" og ”Til rotterne, til kragerne, til hundene”, men også helt nyskrevne sange vil kunne opleves live for måske første gang. Det gælder sange som ”Dødsruten”, ”Din idiot (jeg skulle have været din idiot)” og ”De uforelskede i København”. Peter Sommer udgiver nyt album inden længe og har en ny single ude i næste måned.


Vil for alvor folde sangene ud

Vi har fået en snak med Peter Sommer om den kommende teaterkoncert.

Hvor kom idéen til denne teaterkoncert fra?

– Det var min gode ven og samarbejdspartner, Jakob Sørensen (også leder af musikselskabet The Bank, red.), som jeg ikke vil kalde min manager, men som har givet mig mange gode råd gennem årene, der kom på idéen. Det var også ham, der i sin tid skubbede mig ud i at drage på turné alene sammen med tangentspiller Palle Hjorth, og det var jeg i første omgang ikke så meget for, men det viste sig at være det helt rigtige og en god trædesten. Derefter sagde Jakob: Hvad med at gå ind på teateret og prøve at udfordre teaterformatet og folde dine sange og tekster mere ud, end hvad man tidligere har hørt? Jeg sagde ja, og så foreslog han teaterchef Jon Stephensen og Aveny-T-teatret, der var klar, både fordi Jon har et teater med en ungdommelig profil og også har præsenteret meget musikteater, og han så dette som en mulighed til for første gang at kunne sige, at hunden løber med ind på scenen i sin egen teaterkoncert.

Skal du så have en hovedrolle i teaterkoncerten eller hvad? Og hvem har egentlig valgt sangerne og musikerne?

– Jeg spiller en ret stor rolle, men der er jo flere sangere, og der kommer også flere til end dem, der allerede er annonceret. Vi har valgt dem i fællesskab, og jeg håber virkelig, vi får spillet castet godt i gang og kommer anderledes omkring materialet.

Hvad kan sådan en teaterkoncert, som dine egne koncerter ikke kan?

– Jeg vil sammen med de andre arbejde knaldhårdt for at folde sangene ud. Både med hensyn til at være rundt med Tiggerne og med Palle synes jeg efterhånden, jeg har ramt et 10 ud af 10-tal på skalaen, men her på teateret har vi jo en meget længere øveperiode, hvor vi rigtigt får tid til at kigge på sangene og sige: Hvad er det egentlig, vi vil med denne her sang? Tidligere har jeg bare spillet løs, men nu kan vi forhåbentlig få den op på 12. Man kommer i øvrigt også til at høre nye sange.

Hvordan har du det med at blive instrueret i, hvordan du skal fremtræde på scenen, og så med dine egne sange, du er jo ikke skuespiller?

– Jeg glæder mig, og jeg har valgt en instruktør, Peter Harton, som jeg stoler meget på, og som jeg swinger godt med. Jeg kan godt love, at det bliver en teaterkoncert, hvor jeg ikke kommer til at flyve hen over scenen og op under loftet med en Flying V-guitar i en lang kåbe. Det er der ikke noget galt med, men det er gjort før. Jeg håber, vi kan gå lidt mere stilfærdigt og tyst til værks, prøve at være lidt mere mørke i teatermørket. Men der er meget, vi ikke ved endnu. Vi ved dog nogenlunde, hvilke sange der kommer med, og ud fra det kommer vi til at lave en eller anden fortælling, der giver mening både for Peter Sommer-fans og folk, der ikke kender mig så godt, men har et eller andet forhold til nogle af teksterne. De skal foldes ud og gøres alment relevante.

Hvordan har du det med, at det er teaterdebutanter, der skal instruere dig og lave scenografi?

– Det er helt bevidst. Peter Harton har instrueret Rytteriet, som har inspireret mig meget, især Rytteriets Julekalender, der både er bittersød, humoristisk, melankolsk og uhyggelig på samme tid. Og når man vil lave en teaterkoncert, der skal et nyt sted hen, er det godt at tage én, der ikke har prøvet det mange gange før, og det samme gælder for scenografen Nikolaj Danielsen, der kommer fra filmens verden.

Har du selv set nogle teaterkoncerter, og har du nogle favoritter blandt dem?

– Ja, jeg har blandt andet set Højskolesangbogen (Det Kgl. Teater, 2016, red.) og C.V. Jørgensen-teaterkoncerten (Aveny-T, 2020, red.), hvor sidstnævnte jo vender tilbage til Aveny-T dette forår, og har ellers set lidt i tv og på YouTube. Jeg synes, Højskolesangbogen var ret god og gav mig mange gode idéer om, hvad scenografi kan, hvordan man kan lave nogle tableauer omkring en sang, som får én til at forstå sangen dybere, og det er jo ellers sange, man virkelig kender. Det samme kan man sige med C.V. Jørgensen-koncerten, og jeg er stor C.V. Jørgensen-fan.

Teaterchefen: Alle er ude af komfortzonen

Vi har også talt med teaterchef på Aveny-T, Jon Stephensen, om hans tanker om teaterkoncerten.

– Det er fire år siden, vi begyndte at snakke om det. Teateret har utrolig mange muligheder, og det kan forstærke følelser og budskaber. En koncert er en totaloplevelse med et band i fokus på én aften, mens et teater kan forstærke nogle sange, nogle stemninger og bliver spillet igen og igen over seks-syv uger. Det kan få publikum til at lytte til teksterne med nyspidsede ører. Vi kan nå dybere ind i folk. Jeg synes, Peters tekster er eminent stærke. Hvis C.V. Jørgensen var den største danske sangskriver i det 20. århundrede, så er Peter den største sangskriver siden årtusindskiftet, når det handler om følelser, kærlighed, håb, relationer mellem mennesker, og det er jo det, teateret handler om, siger Jon Stephensen og tilføjer:

– Da Peter Sommer udgav sit seneste album (PSPHPT, red.), hvor han havde genindspillet nogle af sine ældre sange i akustiske udgaver med klaver og strygere, skrev Kim Skotte i Politiken, at nu lyttede man endnu mere til teksterne, fordi der ikke var så meget rabalder rundt om dem. Det samme gør vi her, for ordene er enormt vigtige i en teaterkoncert, mere end ved en koncert. Og Peter Sommers tekster er afsindigt stærke. Der er altid et håb i mørket i sangene, og det er derfor, vi kalder teaterkoncerten I morgen er alt muligt, som også er titlen på en af hans sange.

– Normalt er en teaterkoncert jo et requiem, et punktum for en karriere, men her er det en mand, der i den grad stadig er spillevende, og de nye sange er fremragende. Og det er fedt, at Peter selv går ind og lader sig iscenesætte. Han udfordrer sig selv, og teateret udfordrer også sig selv, fordi Peter Sommer selv medvirker som et redskab på lige fod med de andre på scenen. Vi som teater kommer også ud af vores comfort zone. Jeg tror også, at kvinde-mand-dynamikken kommer til at betyde en del i denne teaterkoncert.

Det er i år 20 år siden, Peter Sommer debuterede som sanger i duoen Superjeg, der udgav to album i henholdsvis 2002 og 2003 – det første, Alt er ego, indeholdt nyklassikeren "8-6-6-0", der i øvrigt var den første sang, han nogensinde skrev. I 2004 udsendte han solodebuten På den anden side, der blandt andet indeholdt klassikerne "Valby Bakke" og "Tigger", og siden er fulgt yderligere seks soloalbum og to album med Simon Kvamm under navnet De Eneste To.

Køb billetter her

LÆS OGSÅ: Hør Peter Sommers nye melankolske kærlighedssang

Varm op med "Elskede at drømme, drømmer om at elske":

 

ANNONCE