Nyhed

TV 2: Epidemikommission vil fastholde en række restriktioner

GAFFA.dk – alt om musik

Epidemikommissionen anbefaler, at nattelivet skal holde lukket frem frem til februar, erfarer TV 2
 

Epidemikommissionen indstiller til fastholdelse af en række gældende coronarestriktioner til og med 31. januar.

Det erfarer TV 2. Senere onsdag mødes de politiske partier for at diskutere kommissionens indstillinger til, hvilke restriktioner der skal og ikke skal forlænges.

Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen, at restriktioner for nattelivet og serveringssteder forlænges.


Det vil indebære, at nattelivet fortsat skal være lukket. Og at serveringssteder fortsat skal stoppe for udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23.

Epidemikommissionen anbefaler ifølge TV 2 også, at der bliver åbnet mere på en række områder.

For eksempel er der lagt op til, at biografer, koncertsteder, teatre og kulturhuse kan genåbne. Det vil imidlertid være med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning.


FAKTA: Kulturliv og højskoler anbefales at kunne genåbne
Epidemikommissionen indstiller til en række lempelser, erfarer TV 2. Nattelivet må dog vente med at genåbne.

Læs her, hvad der anbefales af kommissionen:

* Disse områder anbefales at åbne med krav om coronapas og mundbind:

- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet.


- Udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned.

- Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og tivolier.

- Museer, kunsthaller og aktivitetscentre.

* Disse områder anbefales at åbne med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning på 350 personer:

- Biografer.

- Spillesteder og teatre.

- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer.

* Disse områder anbefales de gældende restriktioner at blive forlænget:

- Natteliv.

- Spillehaller og kasinoer.

- Legeland og badeland.

- Forsamlingshuse.

- Alkoholudskænkning.

Kilder: TV 2 og Jyllands-Posten.

/ritzau/

/ritzau/

 

ANNONCE