Nyhed

EL-profil vred på Roskilde Festival: Rev forhæng ned i raseri

EL-politiker raser over Roskilde efter censur af voldtægtsoffers kunstværk

For 28 år siden blev den 17-årige svensker Carina Falkholt offer for en såkaldt drugrape på Roskilde Festival. Hun blev bedøvet med stoffer og udsat for overgreb af flere mænd, indtil hun kom til sig selv og formåede at flygte fra teltet.

I dag er Falkholt 45 år og billedkunstner - og på årets Roskilde Festival udstillede hun et stort maleri inspireret af de traumatiske begivenheder tilbage i 1990'erne.

Det store vægmaleri, betitlet Pussy Ass Peace, prydede Gloria-teltets ene væg og viste en stor, farverig vulva, overskrevet med kunstnerens egen tekst om overgrebet og dets efterspil.


Her indgår vendinger som "dum, fucking luder" og "klam og ulækker" - for Falkholt oplevede nemlig såkaldt "slutshaming" og "victim blaming" efter overgrebet. Teksten på værket slutter med ordene: "Dø voldtægtsforbrydere - bare fucking dø".

LÆS OGSÅ: Nyt tiltag på Roskilde: Advarselsarmbånd til krænkere

Vendinger som disse var dog for skrap kost for arrangørerne, som valgte at dække kunstværket med et stort klæde på festivalens første dage. Mandag og tirsdag blev tæppet dog fjernet to gange à en halv time, og på et skilt ved siden af værket forklarede festivalen censuren således:


"Det er et stærkt værk med et voldsomt vidnesbyrd, som vi anerkender er vigtigt at bringe. Alligevel har vi valgt at tildække det. Tildækningen fjernes dog klokken 11-11:30 og klokken 17-17:30." 

Forud for den pragmatiske mellemløsning med forhænget havde festivalen forgæves forsøgt at få kunstneren til at undlade at skrive teksten og siden, da det var for sent, at overmale den. Det nægtede Falkholt imidlertid, skriver DR.

Forhænget ved værket faldt imidlertid folketingspolitikeren Rosa Lund (EL) så meget for brystet, at hun valgte at flå det ned under sit besøg på festivalen med en flok veninder. 


Over for DR fortæller Lund, hvordan hun blev gjort opmærksom på værket og fandt det "stærkt og modigt, at hun stod frem med sin fortælling for at starte en samtale og forebygge voldtægter." 

"Jeg fandt så også ud af, at Roskilde Festival havde besluttet at censurere værket med et tæppe og kunne se, at de her gardiner hang der, som skulle trækkes for. Og så blev jeg bare skidesur og tænkte, at jeg ville hive det ned - og det gjorde jeg så," udtalte Lund efter sin symbolske aktion.

Efter optrinnet med den københavnske Enhedslisten-politiker delte festivalens arrangører et blogindlæg, hvor de gjorde rede for deres motiver og overvejelser omkring tildækningen.

"På den ene side anerkender vi den aktivistiske tanke og ved og forstår vigtigheden af at aflevere sit vidnesbyrd. På den anden side udfoldes vidnesbyrdet på Glorias facade eksplicit og i stor skala og er svært at undgå, hvis man bevæger sig i områderne omkring," lød det blandt andet i opslaget.

"Vores fokus har derfor været at give rum til vidnesbyrdet, hvor det kunne udfoldes i en kontekst, hvor deltagere har mulighed for at til- og fravælge det. Derfor advarer skilte på pladsen om indholdet, ligesom værket kan tildækkes, hvis det viser sig nødvendigt," hed det videre i opslaget, som samtidig afviste eventuelle spekulationer om, at festivalen vil beskytte sit eget ry: 

"Vores beslutning har intet at gøre med, at Carolinas oplevelser har fundet sted på Roskilde Festival. Vi har intet ønske om at dække over, at der desværre kan finde overgreb sted på festivalen, men har tværtimod i flere år været transparente om det og arbejdet fokuseret på at foregribe det," lød det fra festivalen onsdag i sidste uge.

Kunstneren selv var særdeles tilfreds med Rosa Lunds indgriben. "Jeg synes, det er en fantastisk aktivistisk handling, og det gjorde mig virkelig glad, at hun gjorde det og på en måde blev del af det store værk," siger Falkholm til DR. 

Det omtalte værk kan ses her

ANNONCE