Vi har evalueret årets festival sammen med programchef Anders Wahrén
Diskussionen om prioriteringerne i musikprogrammet på Roskilde Festival er vel næsten lige så gammel som festivalen selv. Alligevel er det ikke til at komme uden om, at de senere år rent faktisk har budt på en markant udvikling i festivalens musikalske profil.
Det vakte en del debat, da Roskilde Festival i 2013 valgte at booke popstjernen Rihanna. På årets festival havde pop- og rapnavne de facto overtaget den Orange Scene, som historisk set har været forbeholdt topnavne fra rockens verden.
Vi har fanget Roskilde Festivals programansvarlige, Anders Wahrén, til en evaluering af både årets festival og udviklingen i programmet over det seneste år.
Glidende overgang
Nogle har peget på, at årets festival markerede det definitive generationsskifte i forhold til musikprogrammet: Nu har poppen og rappen helt udmanøvreret rocken som bærende genre. I Ekstra Bladet mener Thomas Treo, at hensynet til det helt unge publikum går ud over substansen.
Han skriver blandt andet i sin ”nekrolog” over festivalen: ”Arrangørerne køber konsekvent musik til teenagerne. Problemet er, at teenagerne har dårlig musiksmag. Problemet er også, at infantil pop og rap er endnu værre på en festivalscene, end det er på Spotify.” Hvad tænker du om sådan en karakteristik?
Jeg tænker ikke, at han har kigget ret dybt ned i vores musikprogram. Vi har uendeligt meget mere end det, han kalder ”infantil pop og rap”. Det er rigtigt, at vi har et fokus på det nye og spændende – men det er jo ikke forbeholdt teenagere. Programmet henvender sig til et ungt og nysgerrigt publikum – og det er dem, vi forsøger at ramme.
Det gør vi både ved at præsentere nye strømninger indenfor punk, hård rock, indierock og elektronisk, men også indenfor poppen og hiphoppen. Det er rigtigt, at de genrer har fået mere plads i programmet. Jeg synes, at det har været en glidende overgang, hvor vi følger med tiden.
Men det kan godt være, at det virker mere markant nu, hvor vi kommer tilbage, efter at vi desværre ikke har kunnet afholde festivalen et par år. Musikken er jo fortsat med at udvikle sig i de år, der er gået. Så jeg kan godt forstå, hvis det for nogen kan føles, som om at vi har taget et større spring i år. Fordi vi har skullet følge op på tre års udvikling på én festival, kan man sige.
Historisk set er festivalen et rockritual. Hvad betyder det mon, at nye genrer erstatter rocken? Kan pop- og rapnavne løfte Orange Scene på samme måde som tidligere hovednavne fra rockens verden? Fungerer de nye musikgenrer lige så godt i en klassisk festivalsetting som rocken gjorde?
Ja, det synes jeg, at de gør – når de gør det på egne præmisser. Jeg tror, at problemerne kan opstå der, hvor man prøver at gøre noget for, at det skal passe ind i en rocksetting. I år stod Post Malone, Dua Lipa, Megan Thee Stallion og Tyler, The Creator for nogle af de helt store oplevelser på Orange Scene.
Og det gjorde de blandt andet, fordi de kommer og gør det, som de nu er bedst til. Det betyder ikke, at det er uden mening eller ikke gør folk klogere på tilværelsen eller andre ting. De kommer bare med en anden baggrund og leverer det, som de nu kan.
Tråde bagud
Tænker du, at rocken helt overordnet har udspillet sin kulturhistoriske rolle? Eller sagt på en anden måde: Er stafetten simpelthen rykket videre, eller er det snarere et spørgsmål om, at I bevidst sigter mod det helt unge publikum?
Jeg tror ikke, at rocken har udspillet sin rolle. Jeg synes, at vi har haft masser af gode rockkoncerter i år. De har bare ikke fundet sted på Orange Scene, men på stort set alle andre scener. Og så gav Haim jo i øvrigt en rigtig god rockkoncert på Orange Scene, i det omfang at man ville kalde deres musik for rock. Det er et spørgsmål om genredefinitioner.
Så det kan godt være, at rocken ikke er den altdominerende genre, som den var i 90'erne. Men dengang var det jo også nyt – i 1970'erne og til dels også 80'erne var det jo heller ikke rocken, som var den dominerende genre. Så det skifter og ændrer sig over tid, uden at det nødvendigvis betyder, at genrer forsvinder.
Vi har for eksempel kunnet konstatere en revival for country, americana og folk, som var nogle af de genrer, som fyldte allermest i festivalens første år. På den måde bevæger den musikalske udvikling sig i nogle cirkler, eller trækker i al fald nogle tråde bagud.
Det er efterhånden ni år siden, I skabte en del debat ved at booke Rihanna til Orange Scene. Siden er der sket meget. Hvordan vil du sammenfatte den udvikling, som jeres musikalske profil har gennemgået hen over de knap ti år?
Jeg synes, at vi netop har forsøgt at bevæge os væk fra forestillingen om, at Orange Scene er et sted, hvor man kun kan høre rockmusik. At det skal være et stort band for at fylde scenen ud. Til i dag at sige, at mange forskellige genrer kan fylde scenen ud – de gør det bare på hver deres måde.
Hvis man som Tyler, The Creator er én mand på scenen, er der måske brug for en visuel præsentation, som er andeledes og kan noget mere, for eksempel. Vi skal stadig finde de navne, som kan samle rigtig mange mennesker foran scenen, men der behøver ikke være mange mennesker på scenen for at gøre dét.
Vartegn består
I åbnede en ny scene, Mantra, i år. Hvordan er det gået med den?
Jeg synes, det er lykkes at skabe en scene, som er lidt mere i øjenhøjde med publikum, end hvad vi havde tidligere. Mantra har overtaget meget af det program, som vi tidligere har præsenteret på Apollo-scenen.
Så det har både været for at få udviklet Apollo-scenen i en anden retning, og for at skabe et rum, som er bedre egnet til eftermiddagskoncerter. Når jeg selv har været forbi, og ud fra hvad jeg har hørt fra andre om koncerterne dernede, er det mit indtryk, at det faktisk har fungeret ret godt.
Scenen er også kommet ud at ligge ret tæt på vores gæster, så den faktisk er noget af de første, man møder, når man kommer ind på pladsen sydfra. Det fungerer godt at lægge de tidlige koncerter der – det giver et lidt større publikum til de koncerter, fordi scenen er placeret sådan, at man naturligt vil komme til at gå forbi den scene.
Så den er kommet for at blive?
Ja, det tænker jeg bestemt.
Hvad er status på Orange Scene? For at par år siden forlød det fra jer, at '22 ville blive sidste år med den nuværende scene, fordi den simpelthen er blevet for gammel og skal repareres. Siden har I meldt ud, at reparationen vil være for bekostelig lige nu. Hvad er status nu?
I talende stund står den faktisk stadig, så jeg skal lige have hørt se seneste meldinger. Men så vidt, jeg ved, skulle den gerne kunne køre et år eller to mere i sin nuværende form. Eventuelt med lidt småreparationer, men ikke det helt store eller synlige, endnu.
Men det er rigtigt, at vi indenfor en overskuelig fremtid står for at skulle have udskiftet i al fald dugen, og måske også stålkonstruktionen. Vi vil gerne gøre begge dele på samme tid.
Kommer den til at ligne sig selv i fremtiden?
Ja, det gør den. Det, vi eventuelt vil se på, er at gøre den større – ligesom vi har gjort i forbindelse med tidligere udskiftninger. Det handler om at få skabt noget mere plads til de større produktioner.
