Nyhed

Beyoncé klar med nyt album

R&b-ikonet har annonceret titel og udgivelsesdato på sit første album i seks år

Det satte gang i spekulationerne, da den 40-årige stjerne for et par uger siden slettede indholdet på sine sociale medier. Og nu viser det sig, at den er god nok: I går annoncerede Beyoncé udgivelsen af et nyt album. Det har fået titlen Renaissance - med undertitlen act i, som antyder, at mere er på vej.

Albummet, som er sangerindens første studiealbum siden Lemonade fra 2016, udkommer 29. juli. Siden 2011 har Beyoncé udgivet sin musik på sit eget selskab, Parkwood Entertainment, i samarbejde med Columbia Records. 

Columbia er en del af Sony-koncernen, hvor Beyoncé har været tilknyttet siden Destiny's Child-dagene for mere end 20 år siden. Gennem karrieren har Beyoncé modtaget 28 Grammys og hele - hold nu fast - 79 Grammy-nomineringer.


LÆS OGSÅ: Cardi B, Billie Eilish med flere stemplet som “Satans værktøj” af amerikansk politiker 

Tidligere på året optrådte Beyoncé ved årets Oscar-uddeling med en version af sangen "Be Alive", transmitteret live fra en tennisbane i bydelen Compton, Los Angeles. Det blev dog ikke til nogen Oscar for sangen, som indgår i soundtracket til filmen King Richard.

I stedet gik prisen for Bedste Originale Sang til Billie Eilish og hendes bror Finneas for "No Time to Die", fra James Bond-filmen af samme navn.


 

ANNONCE