Nyhed

Musik i Lejet føjer flere navne til programmet

Firserhits og 00'er-stemning i Fiskerbaren under årets udsolgte festival i Nordsjælland

For lidt over en måned siden præsenterede folkene bag Musik i lejet årets fulde program - med det forbehold, at programmet for den traditionsrige teltscene Fiskerbaren først ville blive annonceret senere. 

Det er nu sket, og med besøg fra blandt andre Christian BrønsAnna David og Danseorkesteret, er der som forventet lagt op til en fest i Fiskerbaren den 21. til 23. juli. Festivalen er udsolgt og har været det siden 2019, da den de sidste to somre har måtte udskydes på grund af COVID19-pandemien.

45-årige Christian Brøns opnåede kendisstatus i 2001, hvor han medvirkede i den første sæson af reality-programmet Big Brother. Efter at have forladt programmet i protest, scorede han en pladekontrakt og udgav samme år sit debutalbum, Du kan gøre hvad du vil.


Herfra blev titelnummeret et hit, og albummet solgte mere end 80.000 eksemplarer, ligesom det indbragte to Danish Music Awards for" Årets nye navn" og "Årets bedste popalbum" året efter udgivelsen. 

Gennem det følgende årti udgav Brøns yderligere fire studiealbum, senest den nu ti år gamle Under overfladen.

Anna David må også betegnes som et vaskeægte 00'er-fænomen. Den idag 37-årige sangerinde fra Aarhus bragede igennem i 2005 med sit selvbetitlede debutalbum og hitsinglen "Fuck dig". Året efter medvirkede hun i TV-programmet Vild med dans og udgav de følgende år yderligere tre studiealbum.


Anna David var seneste udgivelsesaktuel så sent som 2020, hvor hun sammen med Christian Brøns slap singlen "Hold om mig".

Foruden David og Brøns byder Fiskerbaren i Tisvildeleje på musik fra Danseorkesteret (ja, dem med "Kom tilbage nu"), DJ Degnamite, De Stive Sømænd og coverbandet Yacht Club.

LÆS OGSÅ: Musik i Lejet klar med de første fem navne til 2022


"Yacht Club spiller de nyeste hits, der får selv skibsdrengen til at smide gulvskrubben og bryde ud i løssluppen dans", som det hedder i en pressemeddelelse, som kækt fortsætter:

"Med et repertoire, der rummer hits lige fra Justin Bieber til Dua Lipa, styrer bandet dig sikkert gennem festen. Yacht Club kommer selvfølgelig i pletfri gevandter og nypudsede manchetter, når de igen og igen smider musikalske redningskranse ud til dansegulvet."

ANNONCE