Det blev vildt, da den britiske sanger inviterede til vandkamp og videooptagelse midt i London
For nylig sendte ingen ringere end Mick Jagger skud ud til den 24-årige landsmand Dominic Richard Harrison - bedre kendt som Yungblud.
- I rockmusik skal du have energi, og der har ikke været mange nye rocksangere rundt omkring. Nu er der et par stykker, udtalte Jagger og nævnte netop Yungblud som en af de få, som holder rocken i live:
- Du har Yungblud og Machine Gun Kelly. Den slags postpunk-vibe får mig til at tro, at der stadig er lidt liv tilbage i rock ‘n’ roll.
I går (20. juni, red.) levede Yungblud da også op til det skudsmål, da han havde inviteret alle, som havde lyst, med til optagelsen af en ny musikvideo i den centrale London. Det kom, som man måske kunne forvente, ikke til at gå stille for sig.
LÆS OGSÅ: Bannerfører for rebelsk modkultur eller velproduceret pauseklovn?
- På mandag skal jeg skyde en musikvideo til den næste sang, jeg udgiver, skrev Yungblud på Twitter lørdag og fortsatte:
- Sangen er en handling i trods mod tristhed, og jeg synes, at det ville være forkert, hvis vi ikke indspillede den sammen. Kom til Southbank klokken 15.30. Ingen alderbegrænsning, ingen ansøgning, kom efter skole, efter arbejde, tag skilte med med, vær klædt, som du har lyst til, opfordrede Yungblud og sluttede:
- Temaet er 'har ikke lyst til at være trist idag'. Nå ja, og du kunne måske have lyst til at tage en vandpistol med.
Den opfordring valgte rigtig mange at følge. Faktisk så mange at politiet, ifølge musikmediet Dork, valgte at skride ind og lukke seancen ned. Efterfølgende er utallige fotos og videoklip dukket op på sociale medier.
don’t feel like feelin sad today. out June 29th. pic.twitter.com/VheGh3ONfW
— YUNGBLUD (@yungblud) June 20, 2022
Her kan man se og høre Yungblud fremføre den nye sang "Don't Feel Like Feeling Sad Today" på en midlertidig scene nær den populære turistattraktion The London Eye og scener fra en løssluppen vandkamp, som involverer både fans og solisten selv.
Yungblud albumdebuterede i 2018 med 21st Century Liability. Samme år kunne han opleves på NorthSide Festival i Aarhus. "En brite med energi nok til at kickstarte hele pladsen", kaldte GAFFAs udsendte Yungblud ved den lejlighed.