Nyhed

Eagle-Eye Cherry giver danske koncerter

Svensk-amerikaneren optræder i Helsingør og Fredericia til februar

"Save the dates", fristes man til at sige, når den svensk-amerikanske sanger og sangskriver Eagle-Eye Cherry, kendt for det store 1997-hit "Save Tonight", melder sin ankomst til Kulturværftet i Helsingør fredag den 10. februar og Tøjhuset i Fredericia lørdag den 11. februar 2023.

"Save Tonight" er alene på Spotify streamet næsten 400 millioner gange, så interessen for sangen er stadig stor her efter 25 år. Sangen stammer fra Cherrys debutalbum Desireless. Siden er fulgt yderligere fire album, og et femte, Back on Track, er på vej. Der er kommet flere singleforløbere, senest "Rising Sun", som du kan høre nedenfor, og som Kulturværftet beskriver som "en sang om tab, tabt kærlighed og fortiden, men også en fejring af livet."

Eagle-Eye Cherrys turné bringer ham også til det øvrige Norden, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Portugal, Italien, Belgien og Holland.


Cherry er i øvrigt søn af den afdøde amerikanske jazztrompetist Don Cherry og den ligeledes afdøde svenske designer og billedkunstner Moki Cherry. Han er dermed halvbror til sangeren Neneh Cherry, der er datter af Moki Cherry og den Sierra Leone-fødte musiker Ahmadu Jah.

Koncerten er arrangereret i samarbejde med det svenske spillested The Tivoli i Helsingborg.

Billetsalget starter mandag den 23. maj klokken 10 på spillestedernes hjemmesider.


LÆS OGSÅ: Neneh Cherry viste, hvor skabet skulle stå på VoxHall

Varm op med "Rising Sun":


ANNONCE