Nyhed

Benjamin Hav & Familien giver deres hidtil største koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Spiller i landets fire største byer til november

Benjamin Hav og hans syv personers liveband Familien giver deres hidil største koncerter, når de spiller i landets fire største byer i november 2022, i Aalborg Kultur- og Kongrescenter, Sydbank Arena i Odense, Aarhus Congress Center og KB Hallen.

Efter syv år i front for hiphop-duoen Benal gik Benjamin Hav solo i januar 2020, hvor han på to uger udgav to album, og endnu et album fulgte i marts 2021. I efteråret 2021 spillede Benjamin Hav – efter halvandet års coronaforsinkelse – sine første koncerter i eget navn, med livebandet Familien. Det blev en stor succes og gav dem blandt andet tre udsolgte shows i Store Vega og to koncerter på Train.


"Jeg har altid ønsket det bedste for den lille tilskuer, og selvom den æstetiske revolution endnu ikke har gjort sit indtog i alle afkroge af det ansigt, de kalder dit, vil jeg med barmhjertige bevægelser forsøge at made din lille kvabtorskemund med euforiens majskorn, så du igen en dag kan blive et rigtigt menneske," siger Benjamin Hav i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Du har ikke set et show så magisk, siden din farmors formidable farsbrød rektal-returnerede i formmæssigt intakte skiver, omsluttet af brunsovs-agtigt sekret, plaskende på gulvet, med kolde uempatiske øjne og en fossende varme på dine små inderlår, en råkold decembermorgen, inden den første smøg blev til to. Du skal forvente intet, men samtidig alting."

Benjamin Hav har håndplukket nogle dygtige musikere, som sammen er blevet til Familien – bestående af Emil Falk (guitar), Birk Nevel (trommer), Kristoffer Sjelberg (trommer), Bastian Sjelberg (bas), Andreas Stigkær (keyboard), Troels Mørkenborg (saxofon, kor) og Torben Jensen (saxofon). Benjamin Hav & Familien kan også opleves på en række af sommerens festivaler.

GAFFA anmeldte Benjamin Hav & Familien på Posten i oktober 2021, og anmelder Adam Bouttai uddelte fem stjerner og skrev begejstret:

"Latin er dødt. Esperanto er yt, men med Benjamin Havs nysprogs-bevidsthedsstrøm plugget direkte ind i hjerter, sind og fodtøj, så har Hav og hele den pukkelryggede til aften sejret igennem 85 minutter – fuldstændigt og aldeles."


Benjamin Hav vandt tidligere på måneden sin anden GAFFA-Pris som solist.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen-vinder Benjamin Hav: "Det er en skamplet, at jeg har fået den her pris"

Benjamin Hav & Familien kan opleves følgende steder:

Lørdag 5/11 – Aalborg, Aalborg Kongres og Kultur Center
Lørdag 12/11 – Odense, Sydbank Arena
Lørdag 19/11 – Aarhus, Aarhus Congress Center
Fredag 25/11 – København, K.B. Hallen


Billetterne til koncerterne kan købes via www.gig.to/benjaminhav og går i salg fredag den 1. april klokken 10:00.

Se Benjamin Hav til GAFFA-Prisen 2021:

ANNONCE