Nyhed

Danser Med Drenge udskyder turné efter internt Ukraine-drama

GAFFA.dk – alt om musik

Bandet lover at offentliggøre nye datoer hurtigst muligt

Danser Med Drenge har valgt at udskyde deres kommende forårsturné "pga sygdom og dårlig karma efter sidste uges medieomtale, som vi endnu ikke er kommet os over", fortæller de på Facebook.

Der har de seneste uger været stort drama i bandet, efter at deres bassist og sangskriver Klaus Kjellerup på Twitter kom med en yderst kontroversiel kommentar om Ruslands krig mod Ukraine. Her skrev Kjellerup, at "russerne bomber intet" og lagde ansvaret for bombningerne af Ukraine over på "ukrainske naziterrorgrupper" og skrev, at "Vestens medier (...) lyver konsekvent om Ukraine, præcis ligesom de gjorde om Corona".


Dette fik fire af de fem øvrige medlemmer til at trække sig fra gruppen, mens deres sidste medlem, keyboardspiller Stanley Møller forsøgte at mægle mellem parterne. Dette fortalte de respektive parter på Danser Med Drenges Facebook-side – disse opslag er nu slettet – mens Klaus Kjellerup over for Ekstra Bladet tilbød at trække sig fra gruppen, så den i forvejen flere gange udskudte turné omsider kunne blive gennemført.

Det bliver den så ikke alligevel. På Facebook skriver gruppen nu:

"... vi er ulykkelige over at skulle ulejlige publikum og vore arrangører med endnu en udsættelse. Det er den femte udsættelse af touren siden første coronanedlukning i 2020. Vi må snart få plads i Guinness Book of World Records."


Gruppen fortæller videre, at de offentliggør nye koncertdatoer, så snart de har overblik over, hvornår koncerterne kan flyttes til. Billetter kan refunderes hos salgsstederne, hvis de nye datoer ikke passer i kalenderen.

LÆS OGSÅ: Danser med Drenge-medlemmer distancerer sig fra Klaus Kjellerup efter ytringer om krigen i Ukraine

ANNONCE