GAFFA.dk - alt om musik
Fra den 17. til den 20. marts kan man, rundt omkring i Nordjylland, opleve den progressive ukrainske folkemusiker Ganna Gryniva og hendes foredrag, der belyser ukrainsk kultur.
Siden Sovjetunionens fald i 1991 har Ukraine i mange henseender reetableret et autonomt kulturliv, hvilket naturligvis desværre lider et stort tilbageslag under den aktuelle krigstilstand. Her er Ganna Gryniva et pragteksempel på den ukrainske kultur, da hun på mange måder symboliserer kulturens udvikling med sin eklektiske blanding af folkemusik, folkefortællinger, elektronisk musik og improvisation.
Gryniva er selv bosat i Berlin og har med den tyske hovedstad som base rejst hele Europa rundt med målsætningen om at fremvise og introducere folk til den kultur, der har formet og bliver ved med at forme hende. I den kommende weekend bliver det muligt at se Gryniva åbne dørene til denne verden, hvis man altså befinder sig i Nordjylland.
De forskellige arrangementer er støttet af Huset i Hasserigade, Det Musiske Hus i Frederikshavn, Fredsby i Aalborg, Folkeuniversitetet i Aalborg og JAZZ9TUS og i forbindelse med denne annoncering udtaler JAZZ9TUS’ Lukas Bysted:
” I de første dage af krigen meldte Putin ud, at 'Ukraine blot er en idé udtænkt af Sovietunionens ledere'. Det var indlysende for os at arbejde på at modbevise den fortælling. Vi har i forvejen arbejdet en del med den fantastiske sangerinde Ganna Gryniva, og derfor var det oplagt at invitere hende til Danmark. De sidste tre uger har hendes dage gået med at guide flygtninge på Berlins hovedbanegård, og hendes aftener med at afholde støttekoncerter i Berlins koncertsale. Vi er derfor meget privilegerede over at få fire dage af hendes tid i Nordjylland.”
Tidsplanen for Ganna Gryniva i Nordjylland 17. til 20. marts:
Torsdag kl 19:30 hos Under Kniven i Hjørring - Ganna Grynvia - Fortællinger og musik fra Ukraines kulturelle opblomstring 17/3
Fredag kl 16:00 i Sæby - Retfærdigheden
Fredag kl 20:00 i Frederikshavn- Maskinhallen
Lørdag kl 11:00 i Viborg - Ganna Gryniva: musik, billeder og fortællinger fra Ukraine
Lørdag klokken 18:00 - KulturDebathus Søttrup
Søndag klokken 13:00 på Huset i Hasserisgade - Fortællinger og musik fra Ukraines kulturelle opblomstring
Billetter kan findes via de ovenstående Facebookbegivenheder.
GAFFA samler også ind til Ukraines ofre lige her.