Nyhed

Mina Okabe drager på turné

GAFFA.dk - alt om musik

Slut-oktober og start-november vil det være muligt at opleve Mina Okabe, når hun giver koncerter landet over.

På kort tid har Mina Okabe formået at cementere sit navn som et, man i den grad skal holde øje med i det danske poplandskab. Med millioner af streams, et anmelderrost debutalbum og succesrige koncerter på Spot Festival 2021 såvel som i Lille Vega, er det tydeligt, at Okabe ingen planer har om at gå uset hen.

Nu er der opstået endnu en lejlighed til at opleve popstjerneskuddet i aktion. Fra Aalborg til Aarhus, Fredericia, Odense, Svendborg og København bliver det muligt at opleve hendes fængende mærke af bedroompop.


Skal man have et lille billede af hvilken oplevelse, den unge Okabe kan bringe, er der her et uddrag fra vores anmelders oplevelse, sidste år på Spot Festival:

” Det var kun med nød og næppe, at alle var på plads i salen, da dørene lukkede, og den petite sangerinde smøg sig langs væggen ind fra scenens højre side sammen med sine tre musikere, men selvom ingen af de fire gjorde meget væsen af sig, var det til stor hujen, piften og bifald fra salens fyldte sæder (...) Kombinationen af tid og sted og publikum og kunstner ramte fuldstændig plet”.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Når format og frontfigur forenes på fineste vis


Turnéplanen lyder således:

26.10.2022 Aalborg           Musikkens Hus, Intimsalen
27.10.2022 Aarhus             Train
28.10.2022 Svendborg       Harders
02.11.2022 København      Store Vega
04.11.2022 Odense             Posten
05.11.2022 Fredericia        Tøjhuset

Billetsalget sætter i gang mandag den 21. marts klokken 10:00 via United Stage.


Du kan med fordel varme op med den nyligt udgivne musikvideo til hitsinglen ”Every Second”.

LÆS OGSÅ: Musikhuset Aarhus fejrer 40 års jubilæum med endagsfestival - til firserpris.

ANNONCE