Nyhed

Stor koncertarrangør bryder alle forbindelser til Rusland

GAFFA.dk – alt om musik

Live Nation er en af de største koncertarrangører i verden, og de tager nu klart afstand fra Ruslands invasion af Ukraine. 

I en pressemeddelse annoncerer Live Nation, at de ikke længere vil promovere koncerter i Rusland, og al anden form for samarbejde vil ophøre hurtigst muligt. Sådan skriver det amerikanske medie Pitchfork.

Live Nation er i skrivende stund i gang med at gennemgå deres leverandører for russiske tilknytninger, hvor samarbejdet med disse vil afbrydes. 


I pressemedelelsen udtaler Live Nation: “Live Nation står sammen med resten af verden i fordømmelsen af Ruslands invasion af Ukraine. Vi vil ikke promovere koncerter i Rusland, og vi vil ikke lave forretninger med Rusland.”

Pitchfork skriver yderligere, at Spotify netop har meldt ud, at de planlægger at lukke deres kontor i Rusland på ubestemt tid.

Blandt musikere har flere også valgt at udvise sympati med Ukraine samt tage tydeligt afstand fra den invasion, Rusland er i gang med. Flere kunstnere har aflyst koncerter i Rusland, heriblandt Green Day, Nick Cave, The Killers og Iggy Pop. Den russiske rapper Oxxxymiron har også valgt at tage afstand til sit hjemland, idet han har aflyst seks udsolgte koncerter i landet.


LÆS OGSÅ: DR og TV 2 går sammen om støttekoncert for ofrene i Ukraine

ANNONCE